Thread Rating:
  • 0 Vote(s) - 0 Average
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
En lille historie
#1
Efter nu at have læst de forskellige tråde med folk, der sælger deres guitar for et godt ord (sat lidt på spidsen), kom jeg
til at tænke på mine egne oplevelser i løbet af det sidste års tid.

Nu skal det lige på forhånd siges at jeg er en smule konservativ når det kommer til at sælge mine guitare (hvilket
jeg i og for sig kan finde en smule glæde i jf. denne historie), og derfor er det heller ikke noget jeg har gjort ret
meget.

Nå... Så meget for introduktion...

I efteråret 2009 tog jeg, efter at have sparet op et års tid, til LA for at gå på Musicians Institute. Det var jo så
en oplagt undskyldning for at købe en ny guitar, for man kan jo umuligt fragte en guitar med hele vejen til staterne Big Grin
Efter at have været rundt omkring i forskellige guitar shops og prøvet et utal af guitare, fandt jeg frem til en
American standard Telecaster i sunburst. Og hold da op! Den spillede bare fuldkommen efter mit hoved.
De næste måneder brugte jeg på MI med at øve og gå til forskellige open counsellings (med bl.a. Scott Henderson, den mand
er fandme sej)...
Nå, men intet varer jo som bekendt evigt og efter 4 måneder i LA sad jeg igen hjemme i Silkeborg og kiggede på udvalget af guitare
der nu talte: ovennævnte Telecaster, en Gibson Les Paul Std. faded, en Fender Mex Stratocaster (de bliver vidst kaldt powerhouse strat i dag)
og en Martin D-28...
Stratocasteren har altid været min main spade. Jeg fik den i konfirmationsgave og har altid været afsindigt glad for den, men det var
som om den ikke rigtig spillede længere. Og slet ikke i forhold til Telecasteren. Bum! tænkte jeg. Jeg kunne simpelthen ikke forlige mig
med den og blev ved med at stille den til side til fordel for Telen. Nu kom den indre gear freak op i mig, og med den evigt tilstedeværende
GAS i baghovedet begyndte jeg at overveje om jeg skulle sælge den eftersom den ikke blev brugt, men i samme åndedrag var jeg også
godt klar over at jeg ikke ville kunne få ret meget for en 8-9 år gammel mexi strat, og den havde jo en stor affektionsværdi for mig.
Så den blev altså stående i stativet.
Fast forward et år. Januar måned i år står på "læseferie" og en helveds bunke disponibel tid. Det resulterer selvfølgelig i meget mere
guitarspil end læsning. Resultatet af denne ferie var at jeg blev fuldkommen genforelsket i min strat. Jeg kunne slet ikke stille den fra mig
og efter et strengeskift og en justering føltes den bare helt fantastisk.

ps. dette indlæg skal ikke ses som en kritik af nogen, men bare som en lille anekdote.
Reply
#2
:clap:
Reply
#3
Øv,, sad og læste og ventede spændt på noget action og så handler historien bare om ikke at sælge en guitar :yawn:

Fortæl istedet nogle slyngelhistorier from over there.. Big Grin
Reply
#4
ellers en god historie om kærlighed til sine guitarer..
Reply
#5
[Image: village8mf.gif]
Reply
#6
Jamen jeg forstår absolut heller ikke om nogen af de "store" på det her forum, der handler guitarer ud og ind på ugentlig basis overhovedet kan nå at vurdere dét, de har mellem fingrene. - Og jeg har også guitarer som skal have en pause, men som kommer frem igen.. Mit forrhold til Rickenbacker er præcis sådan. Hvis jeg ikke har en kommer der på et tidspunkt et savn, og når jeg har en, kan der gå meget længe mellem den bliver brugt i praksis.

En lille god historie ellers. - Om at man kan dyrke musik uden at handle instrumenter i vildskab.

Mvh;
Morten Lyse
Reply
#7
Jeg har det f.eks sådan med min H.M.H strat! Jeg har hadet den som pesten, og så når jeg giver den noget credit, så får den krammet på mig. Den har været sat til salg for en meget lille sum penge for et par år siden, men nu er jeg nået til det punkt hvor jeg ikke kan forestille mig at den guitar skal være andres end min...Så nu har jeg ridset mine initialer i den og den har bare fået en patina(skrammer, tandmærker, slagmærker, kastemærker), som bare gør at den har for stor affektionsværdi for mig.

Jeg vil muligvis godt kunne komme til at købe en anden strat i fremtiden, men så skulle det være fordi jeg gerne ville have en krop af elletræ eller mahogni istedet for swampash.
Reply
#8
Nej, jeg er også én af dem, som stadig kan ærgre mig lidt over en guitar og en forstærker, jeg solgte for 15-20 år siden. Det var så også sidste gang, jeg solgte noget af mit grej... :-)
"When the fish scent fill the air, there'll be snuff juice everywhere"
Reply
#9
Jeg kunne heller aldrig finde på at sælge en guitar
Reply
#10
Dannyboy Wrote:Jeg kunne heller aldrig finde på at sælge en guitar
Store fede løgner! :lol:
Reply
#11
Dannyboy Wrote:Jeg kunne heller aldrig finde på at sælge en guitar


Høhø ,host
Reply
#12
Smile
Reply
#13
Jeg køber og sælger (eller bytter) hele tiden, så jeg er sikkert én af dem, der refereres til.

Det fungerer sådan for mig, at jeg har et main-setup (Les Paul Classic og Orange AD30), som jeg spiller på, når jeg spiller med bandet. Resten af arsenalet falder i én af de 3 kategorier: 'Affektionsværdi', 'sjov at have' eller 'fedt-så-fik-jeg-prøvet-at-eje-sådan-én-men-nu-skal-der-gøres-plads-til-nye-ting-der-måske-måske-ikke-får-plads-i-én-af-de-to-øvrige-kategorier-eller-måske-endda-i-main-setuppet'. Og det er ting og sager fra den sidste kategori, der som regel er at finde i brugtsalgsafdelingen, med mit navn på. Det er sådan en slags sideløbende hobby, ved siden af selve dét, at spille på instrumenterne Smile
Reply




Users browsing this thread: 1 Guest(s)