Thread Rating:
  • 0 Vote(s) - 0 Average
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Der var sådan en Marshall artikel...
#1
... om de forskellige modeller osv. Mener Alwan har skrevet den. Forsvandt den med det gamle forum, eller hvad?
"I've got blisters on my fingers...!"
Reply
#2
Her er - for better or worse - ordret, hvad jeg i sin tid fandt det for passende at postulere om sagen (som var et forsøg på at nuancere det allestedsnærværende begreb "JCM800" ) :

Okay, here goes:

Så længe vi taler om forholdsvis ”fuldblods” rørforstærkere, er det såmænd ikke mere kompliceret, end at der er tre grundlæggende modeller – eller rettere ”skeletter”, som der så findes mange varianter af. To af disse tre ”skeletter” er blot en videreførsel af tidligere modeller: ”standard-Marshalls” uden mastervolume med de karakteristiske fire inputs og så mastervolume-modellerne.

I modelnumre:

1987: Standard ”non-master” top på 50 watt

1959: Ditto blot på 100 watt (i virkeligheden en ”Superlead”)

2204: Mastervolume-top på 50 watt

2203: ditto på 100 watt (vel nok dén forstærker, de fleste tænker på, når der bliver sagt ”JCM800”?)

Standard-modellerne (1987 og 1959 – og nej, model-betegnelserne har ikke noget med årstal at gøre!) fandtes mig bekendt kun som toppe og ikke som combo´er.

4010: 1x12 combo-version af 2204

4104: 2x12 combo-version af 2204

4103 2x12 combo-version af 2203

Alle disse blev produceret i hele JCM800-seriens eksistens fra 1981 til 1990-91 stykker. Men undervejs skete der små ændringer – både i komponentvalg men også i, hvordan den fysiske opbygning af forstærkerne blev lavet. Fra 1981 til 1985 (mener jeg, det var) var indmaden i disse forstærkere stort set magen til dén måde, Marshall havde bygget disse forstærkere i slutningen af 1970´erne – dvs. At indmaden var monteret på en printplade, som var forbundet til ”omverdenen” med ledninger. Dette er en mekanisk set fin måde at lave tingene på. I 1985 rationaliserer Marshall så lidt på sagerne. Det eneste ydre kendetegn på dette er, at Mastervolume-modellerne går fra at have deres to inputs monteret over hinanden til at have dem ved siden af hinanden. Under overfladen dækker dette over, at Marshall går over til at lave tingene sådan, at printpladen i forstærkerne udelukkende ”hænger” i tillodningerne til potmetre og jackbøsninger. Man kan næsten sige sig selv, at enhver vibration via vægtstangsprincippet belaster lodningerne til potmetre og bøsninger... ikke skidesmart set ud fra et holdbarhedsmæssigt synspunkt. Lydmæssigt er der dog næppe den store forskel.

Komponentvalget er – igen mig bekendt – rimeligt konstant igennem det meste af JCM800-seriens levetid, selv om det lader til, at Marshall på et tidspunkt skifter fra de røde Philips-signalkondensatorer, de var skiftet til sidst i 70´erne (efter som regel at have brugt de nærmest mytologiske ”senneps-kondensatorer" siden 1960´erne) til en grå type, der virker lidt ”billigere” i det. Transformatorer (Drake/Dagnall) og elektrolytter (LCR) er dog gode hele vejen igennem. Mange af de tidlige JCM800-forstærkere har også Mullard-rør monteret som standard. Senere skiftes til ”en blandet landhandel” – bl.a. RFT ECC83´ere og enten RFT eller Tesla EL34´ere. Disse rør, som man kan drømme om nutildags, kan dog nemt været skiftet, hvis man finder brugte eksemplarer af disse forstærkere i dag. Og hvis de originale rør sidder i, er de garanteret ikke helt på toppen længere (især gældende for udgangsrørene).

Lidt ind i JCM800-seriens historie (jeg mener, det var i 1982, den første 1x12 combo kom frem, og resten af serien i ´83) dukker så de såkaldte ”split-channel” forstærkere op. Disse markerer et helt klart skel i Marshall´s historie: Tidligere har Marshall holdt sig til at bygge utroligt simple rørforstærkere – dét, vi nok i dag ville betegne som ”back to basics”, selv om det ikke var så meget ”back” dengang. Men disse forstærkere, som kendetegnes ved at man kan vælge mellem en clean- og en overdrive-kanal, repræsenterer et mindre kvantespring opad i kompleksitet for Marshall. Én ting er de fornødne switching-kredsløb, men mere betydende for lyden er, at Marshall har valgt – sandsynligvis for at følge med tidens (start 80´erne) krav om mere og mere gain – at fravige deres hidtidige princip om en 100% rørbestykket signalvej. Istedet har de på disse modeller valgt på drive-kanalen at bruge halvleder-dioder til at ”klippe” eller forvrænge signalet med. I virkeligheden svarer dette til, at der er en distortion-pedal á la Rat, MXR Distortion+ o.m.a. indbygget i drive-kanalen, omend den karakteristiske ”pedal-lyd” blødes noget op af, at denne diode-klipning er omringet af rør. Af andre tiltag, som kendetegner disse forstærkere, kan også nævnes, at der pludselig dukker ting som et – med vore dages øjne – primitivt effekt-loop op...

I modeller hedder disse ”split channel” forstærkere:

2205: 50 watts top

2210: 100 watts top

4210: 1x12 combo-version af 2205

4212: 2x12 combo-version af 2205

4211: 2x12 combo-version af 2210

Interessant er det, at der foregik en løbende udvikling af disse ”state of the art” forstærkere op igennem 80´erne. Og der eksisterer i hvert fald 2-3 forskellige grundlæggende kredsløb, de er bygget efter (ud over et hav af små variationer). Det er dog min personlige erfaring, at det senest udviklede kredsløb er dét, man oftest ser på disse breddegrader.

Udover disse modeller findes der i JCM800-serien et hav af transistor-forstærkere, nogle hybrid-forstærkere (kombination af rør og transistorer) – bl.a. nogle ”mini-stack modeller”. Interessant er det dog, at 2204-forstærkeren også blev produceret i en ”mini-stack model”, som var magen til en 2204 bare i et mindre kabinet. Der fandtes også bas-modellerne 1986 (50 watt) og 1992 (100 watt), som i modsætning til tidligere bas-modeller, der var fede til guitar-brug, var blevet re-designede med aktive tonekontroller. Jeg har ikke personlig erfaring med disse JCM800 basforstærkere til guitar-brug. Men hvor de tidligere bas-modeller (med de samme model-numre) blot havde små forskelle i komponent-værdier i forhold til guitar-modellerne (der bragte dem tættere på de klassiske ”plexis”, som mange berømte guitar-tracks er indspillet med), som gjorde dem fede til guitarbrug, tror jeg næppe at disse JCM800-modeller med deres aktive tonekontroller er specielt fede til guitarbrug. Men jeg kan sagtens tage grueligt fejl! Transistor-forstærkerne i JCM800-serien vil jeg springe let hen over i denne sammenhæng...

Hvad er så ”hot” og ”snot” af alle disse forstærkere? Ja, det er selvfølgelig et rigtigt godt spørgsmål, der selvfølgelig ikke findes ét endeligt svar på. Og det følgede skal derfor læses gennem højst subjektive briller! Mine personlige briller er farvet af, at jeg altid ser et potentielt Marshall-køb som startskuddet til ”et projekt” – med andre ord: Jeg henholder mig til én af de få sandheder, Aspen Pittman (direktør for Groove Tubes) har disket op med: ”Any Marshall can be made to sound good”. Jeg vil dog personligt nok mene, at dette udsagn må være fremsat før omkring 1990, hvor Marshall introducerer deres JCM900-serie samt deres reissue-serie. For hér sker der godt nok et markant fald i kvaliteten af div. nøgle-komponenter, som gør opfyldelsen af Pittman´s udsagn til en bekostelig affære...

Men lad os starte med at tage et kig på, hvad man får ”right out of the box”:

Standard ”non-master” modellerne (1987 og 1959): I bund og grund er der ingen forskel på disse forstærkere i JCM800 serien og de tidligere JMP-modeller ud over det kosmetiske indtryk af kassen, de er proppet i. Dette vil sige, at de lider under Marshall´s – i mine øjne uforståelige – tiltagende fascination af ”brightness” op igennem 1970´erne. Med andre ord: Kanal 1 på disse forstærkere er sindssygt bright! Og bedre bliver det ikke af, at de er lavet sådan, at jo længere man skruer ned for kanal 1, jo mere bright bliver den. Derfor lyder de som standard klart bedst, jo højere, der er skruet op for dem. Og der er faktisk dem, der mener, at dette er den direkte årsag til, at Marshall er uløseligt forbundet med ”volume på 10”. Jeg har en lidt anden udlægning af det samme: Nemlig at meget af Marshall´s rygte for at have en dårlig clean-lyd skal findes her! Samtidig er kanal 2 på dem så ”basset” i lyden, at den næppe er særlig anvendelig på egen hånd.

Den første løsning, folk griber til, er selvfølgelig at linke de to kanaler sammen, hvilke da også hjælper noget på problemet, da man så kan mixe de to kanaler ved at skrue op for deres respektive volumekontroller. Men der mangler stadig noget i forhold til dén lyd, vi alle kender og elsker fra f.eks. Cream, Hendrix, Deep Purple o.l. Den er stadig for tynd, og der skal skrues så højt op for kanal 1, at man er fastlåst på ”temmeligt forvrænget”, før det lyder OK.

Heldigvis er det en smal sag at gøre noget ved disse problemer, sådan at kanal 1 ikke længere er så bright. Hvor langt, man vil tage dette, er selvfølgelig en smagssag. Men med den rette ”voicing” af kanal 1, kan man opnå en Marshall, som også spiller fint rent med en varm tone, som er helt anderledes og noget mørkere end f.eks. en clean Fender. FWIW er min favorit-indstilling af disse Marshall sådan, at de lige nøjagtigt knækker, når man knalder til strengene. Med en pedal kan man så lige sparke dem det sidste stykke ud over kanten, og med guitarens volume lidt nede, har man fin ren lyd.

2204/2203 (og combo-versionerne af disse) mastervolume er så en direkte videreudvikling af standard-forstærkerne (og også magen til JMP-versionerne af disse mastervolume-forstærkere, som første gang så dagens lys i 1975). I stedet for at have et separat indgangtrin til to kanaler, har man så ofret den éne kanal og har sat de to forforstærkertrin i serie efter hinanden. Dette gør det muligt at få ”en pæn slat forvrængning” fra forforstærkeren alene, selv om deres mastervolume er drejet ned. På de tidligere forstærkere var det kun muligt at få forvrængning ved at skrue dem så højt op, at udgangstrinnet forvrængede. Selve forforstærkeren bidrog ikke med meget forvrængning (og derfor er der heller ikke meget idé i at udstyre en ”standard” Marshall med mastervolume – dét får man i sig selv ikke mere forvrængning fra forforstærkeren af). Man kunne så måske indvende, at før deres overdrive bliver rigtigt overbevisende, skal der alligevel også skrues pænt op for master´en, så udgangsrørene også blander sig lidt i legen. Men der ER en grund til, at disse forstærkere er klassikere, når det kommer til crunchy guitarlyd! Men træerne vokser selvfølgelig ikke ind i himmelen: Er man ude efter at få den samme ”touch response”, som kendetegner en fed ”non master” eller ”standard” Marshall, skal man IKKE købe en mastervolume. For dét, at der pludselig er et forforstærkertrin mere i kæden, giver en helt anden respons og dynamisk fornemmelse (eller mangel på samme).

Den ovennævnte kritik af Marshall´s cleanlyd gælder endnu mere her! For det første siger det næsten sig selv, at et forstærkertrin mere i kæden ikke bidrager til en mere ”clean” lyd, for det andet lider de af de samme symptomer med ”brightness”, som bliver værre, når man skruer ned for dem, og for det tredje har man ikke den anden ”mørke” kanal, man kan mixe ind som kompensation.

Men med lidt sensibiltet kan det lade sig gøre, at ”bøffe frekvensgangen i forforstærkeren lidt op” samt afhjælpe fænomenet med, at de bliver ”skalpel i øret”, når man drejer ned for (preamp-) volume. Dette gør også, at de får en federe tone på overdrive. FWIW har jeg lige lavet disse ting (+ lidt andre) i en 2204 til en fyr, som spiller i et AC/DC coverband. Dette fik ham til straks at sælge sin Superlead, da denne forstærker ramte meget tættere på den ”rigtige” lyd...

Så kommer vi endelig til mit smertensbarn – ”splitchannel” modellerne 2205/2210 samt tilhørende comboer...

Jeg ved snart ikke, hvad jeg tør skrive Så lad os starte med det positive: Jeg synes, at deres rene kanal er ret fed – ikke imponerende clean-lyd, men dog en brugbar clean-lyd, som ikke lider af de samme symptomer med ”insane brightness” som de ovennænte forstærkere. Dér, hvor disse forstærkere i mine øjne skinner, er dog, når man crank´er clean-kanalen. Hér fanger de meget af den ”klassiske” Marshall-overdrive. For på trods af, at signalvejen både er længere og væsentlig anderledes end de tidligere nævnte modeller, så er det 100% rør, som med fornuftige indstillinger formår at reagere helt hæderligt. Skifter vi så til overdrive-kanalen... Well, what the heck was that? Hvor kom dén buzzy, udynamiske forvrængning fra? Ikke at det nødvendigvis lyder dårligt som sådan – men hvad skete der lige med dynamikken? Det er jo som at slå i en dyne! Jo, fra de indbyggede ”clipping-dioder” såmænd. Som tidligere beskrevet, virker de i prncippet som en indbygget, primitiv distortion-pedal, som lægger en hård ”klipning” ned over vores guitarsignal. Dette lyder klart bedre til 80´er metal end til ”Sunshine of your Love”! Og det er da nok heller ikke helt tilfældigt, at disse forstærkere var ekstremt populære hos de 80´er metal-bands, som de også var designet til. Derudover kommer visse problemer med, at de to kanaler ikke er 100% uafhængige af hinanden – husk på, at vi taler om pionerarbejde inden for to-kanalers forstærkere!

Jeg lægger ikke skjul på, at dette er mit helt personlige indtryk, og at mit forhold til dem ikke er 100% sort/hvidt. Denne ambivalens stammer ikke mindst fra, at der findes mange af dem forholdsvist billigt på brugtmarkedet. Så alene derfor kan man i mine øjne ikke tillade sig bare at ignorere dem fuldstændigt. Så for et par år siden befandt jeg mig i en situation, hvor jeg havde lovet at hjælpe et par fattige SU-plagede musikere, som havde købt sådan et par comboer billigt, med at få dem til at lyde bedre. Og jeg skal være den første til at indrømme, at det ikke gav sig helt uden sværdslag. Men efter at have rodet en del med sagerne, endte det med, at jeg pillede diode-klipningen helt ud af dem, justerede lidt rundt på deres frekvensgang og lavede tingene sådan, at man opnåede to så godt som uafhængige kanaler med hver sin gain- og mastervolume. Faktisk endte de med at være ”slet ikke så tossede” – hårdt presset kunne man fristes til at sige ”One helluwa rock-amp on a budget”. Men det kræver altså, at man er i stand til at modificere deres indmad ret kraftigt. Og som vi alle ved (???), er det altså ikke noget, man skal begive sig ud i, hvis man ikke færdes hjemmevant med højspænding mellem fingrene!

Når alt dette er sagt, så har Marshall – og dette gælder alle modellerne - nogle helt andre og mere grundlæggende ”børnesygdomme”... De fleste Marshalls lyder bedst, når de får noget at leve af, right? Problemet er blot, at dét kan deres rør faktisk ikke holde til! Prøv at skrue en Marshall – især deres 100 watts modeller – op på nær max. og bank løs på spaden et halvt minuts tid (en Hotplate er nyttig her!). Så vil jeg næsten garantere, at det éne ud af to eller to ud af fire udgangsrør har gjort deres indmad pænt rødglødende!

Dette skyldes, at Marshall omkring 1966, da de skiftede fra KT66-rør i udgangstrinnet til EL34, ikke læste ”det med småt” i EL34´s datablad (eller også var de bare ligeglade – husk på: Dengang kostede et Mullard EL34, hvad der sikkert ville svare til 20-50 kroner i dag. Tjek selv dagsprisen for disse rør div. steder på nettet!). Men i hvert fald handler det om, at et EL34 – og vel at mærke et robust NOS-eksemplar – max. Kan tåle 425 volt på dets skærmgitter. Så når Marshall friskt lægger typisk 480-490 volt på her, kan man næsten sige sig selv, at det må gå galt! Samtidig arbejder fasesplitteren i Marshalls voldsomt usymetrisk, hvilket forklarer, hvorfor problemet fortrinsvist viser sig i den éne side af push/pull-udgangstrinnet. Men dét er der da også løsninger på, selv om jeg måske er på vej ud ad en tangent her?

Well, det var lidt om JCM800-serien set gennem højst subjektive briller... Jeg håber, der trods alt var lidt, nogen kunne bruge? Hvis man skulle være helt ”to the point”, burde man jo også omtale ”Silver Jubilee” serien, som senere blev en del af JCM800-serien, for igen mange år senere at genopstå som ”Slash Signature”. Men for det første er jeg ikke særligt velbevandret udi disse forstærkere, og for det andet skal man jo altid holde en kattelem åben for ”kapitel 2”...

M.v.h.

Søren Alwan
"When the fish scent fill the air, there'll be snuff juice everywhere"
Reply
#3
Tak for det. Præcis hvad jeg ledte efter.
"I've got blisters on my fingers...!"
Reply
#4
Praktisk guide ifm brugtannoncer. God læsning.
Reply
#5
Det er så vildt skrevet Søren. Burde være en sticky
Reply
#6
Jeg skal ikke kunne afgøre, om det er vildt. Jeg synes ellers, at jeg i sin tid forsøgte at nedtone nørde-niveauet lidt, så folk ikke skulle gå død i detaljerne. Men godt at nogle kan bruge mit ævl til noget... :-)
"When the fish scent fill the air, there'll be snuff juice everywhere"
Reply
#7
Jeg har nu også haft rigtig meget glæde af at læse den artikel Smile Var der billeder til engang?
Modded guitars were crap right out of the factory
Reply
#8
Super artikel.

Tror lige jeg skal have læst den igennem et par gange til før den ryger helt på plads, men god info.
Reply
#9
Smittefar Wrote:Var der billeder til engang?

Så har jeg ihvertfald ikke set dem... :-)

Jeg kan da i øvrigt supplere det ovenstående ved at sige, at jeg i mellemtiden har prøvet sådan en bas-model fra JCM800-serien (den, som bl.a. har semi-parametrisk mellemtonekontrol). Og det er i mine ører ikke nogen specielt fed forstærker til guitarbrug. Eller det vil sige: Er man ude efter en forstærker, der kan spille fuldstændigt clean, er den måske meget fed. Men den er til gengæld nærmest umulig at lokke noget forvrængning ud af. Og det er vel, når alt kommer til alt, dét, som de fleste køber en Marshall for?

Og de er heller ikke fede som "platform" til et ombygningsprojekt, hvis man skulle få den tanke. Så skal man ihvertfald være frisk på at bygge en helt ny indmad til dem...
"When the fish scent fill the air, there'll be snuff juice everywhere"
Reply
#10
Hvis du engang skal i gang med kapitel 2 kunne du så tage jtm45/ bluebreaker og jtm 45 -100w med i historien.
jeg gasser nemlig en smule efter en jtm45 eller måske en bluesbreaker og helst til rimelige penge.Dvs ikke + 50 k som de gamle nogen gange koster.

Ellers rigtig fin læsning.Hvis jeg har forstrået det ret så er den største forskel fra de sidste non mastervolume til de første mastervolume mest dynamiken til forskel eller?Jeg snakkede engang med kenneth hammer(Pretty Maids) .Han ville aldrig have en amp uden mastervolume ,men han bruger jo heller ikke dynamik i hans spil.
Sorte strater lyder bare bedst..
Reply
#11
Jamen, det kan da godt være, at det var "bagud", vi ved lejlighed skulle bevæge os i kapitel to. Dem, du nævner, bliver nok svært at få sneget ind i JCM800-serien... :-)

Men samtidigt må det siges, at det er et emne, som er svært at skrive generelt om, da der kan gemme sig mange variationer "under hjelmen" på forstærkere, som udefra er ens.
"When the fish scent fill the air, there'll be snuff juice everywhere"
Reply
#12
Jeg glæder mig til kapitel 2
Reply
#13
Fed artikel! Spændende læsning der er til at forstå.

Det ville være fedt med et kapitel om JTM- og JMP-modellerne.
Reply
#14
Sasha Wrote:Jamen, det kan da godt være, at det var "bagud", vi ved lejlighed skulle bevæge os i kapitel to. Dem, du nævner, bliver nok svært at få sneget ind i JCM800-serien... :-)

Men samtidigt må det siges, at det er et emne, som er svært at skrive generelt om, da der kan gemme sig mange variationer "under hjelmen" på forstærkere, som udefra er ens.


Det er rigtigt men der står dog Marshall på dem også. Jeg kunne bare godt tænke mig at vide ,hvis der er nogen der ved det om der er forskel på de første jtm 45 reisue i forhold til dem man kan købe idag.
Gary Moore fik jo en af de aller første reisue og indspillede Still got the blues med sådan en helt stock.Jeg kan ikke helt præcis huske hvornår den kom men det var vist i slutfirserne.
Han behøvede ikke at bruge den da han bl.a havde en 62 jtm til at stå også.(Jeg er klar over der er mange der syntes han ikke lød godt på still g... men det gør jeg) Wink
Sorte strater lyder bare bedst..
Reply
#15
Pluto Wrote:Hvis du engang skal i gang med kapitel 2 kunne du så tage jtm45/ bluebreaker og jtm 45 -100w med i historien.
jeg gasser nemlig en smule efter en jtm45 eller måske en bluesbreaker og helst til rimelige penge.Dvs ikke + 50 k som de gamle nogen gange koster.

Claus, det er ikke fordi jeg vil sælge mine forstærkere, men du er da altid velkommen til at komme og prøve en JTM45 eller en JTM45-100, før du bestemmer dig for at bruge en mindre formue...
Reply
#16
Pluto Wrote:
Sasha Wrote:Jamen, det kan da godt være, at det var "bagud", vi ved lejlighed skulle bevæge os i kapitel to. Dem, du nævner, bliver nok svært at få sneget ind i JCM800-serien... :-)

Men samtidigt må det siges, at det er et emne, som er svært at skrive generelt om, da der kan gemme sig mange variationer "under hjelmen" på forstærkere, som udefra er ens.


Det er rigtigt men der står dog Marshall på dem også. Jeg kunne bare godt tænke mig at vide ,hvis der er nogen der ved det om der er forskel på de første jtm 45 reisue i forhold til dem man kan købe idag.
Gary Moore fik jo en af de aller første reisue og indspillede Still got the blues med sådan en helt stock.Jeg kan ikke helt præcis huske hvornår den kom men det var vist i slutfirserne.
Han behøvede ikke at bruge den da han bl.a havde en 62 jtm til at stå også.(Jeg er klar over der er mange der syntes han ikke lød godt på still g... men det gør jeg) Wink

Jeg har en JTM 45 reissue fra '89, det var vist det år de blev introduceret. Den var oprindeligt med 6L6/5881 rør og "for pæn" i lyden. Den fik så skiftet rør til KT66 og senere en bedre udgangstrafo, samt bedre kondensatorer på kritiske steder - og nu er den noget mere "gnaven" Wink
Reply
#17
Kuli Wrote:
Pluto Wrote:Hvis du engang skal i gang med kapitel 2 kunne du så tage jtm45/ bluebreaker og jtm 45 -100w med i historien.
jeg gasser nemlig en smule efter en jtm45 eller måske en bluesbreaker og helst til rimelige penge.Dvs ikke + 50 k som de gamle nogen gange koster.

Claus, det er ikke fordi jeg vil sælge mine forstærkere, men du er da altid velkommen til at komme og prøve en JTM45 eller en JTM45-100, før du bestemmer dig for at bruge en mindre formue...


Jeg troede sku kun du havde superleads.Har du en til salg af de dersends Jtm 45 - Det skal ikke være 100watt.?
Sorte strater lyder bare bedst..
Reply
#18
JSThomsen Wrote:
Pluto Wrote:
Sasha Wrote:Jamen, det kan da godt være, at det var "bagud", vi ved lejlighed skulle bevæge os i kapitel to. Dem, du nævner, bliver nok svært at få sneget ind i JCM800-serien... :-)

Men samtidigt må det siges, at det er et emne, som er svært at skrive generelt om, da der kan gemme sig mange variationer "under hjelmen" på forstærkere, som udefra er ens.


Det er rigtigt men der står dog Marshall på dem også. Jeg kunne bare godt tænke mig at vide ,hvis der er nogen der ved det om der er forskel på de første jtm 45 reisue i forhold til dem man kan købe idag.
Gary Moore fik jo en af de aller første reisue og indspillede Still got the blues med sådan en helt stock.Jeg kan ikke helt præcis huske hvornår den kom men det var vist i slutfirserne.
Han behøvede ikke at bruge den da han bl.a havde en 62 jtm til at stå også.(Jeg er klar over der er mange der syntes han ikke lød godt på still g... men det gør jeg) Wink

Jeg har en JTM 45 reissue fra '89, det var vist det år de blev introduceret. Den var oprindeligt med 6L6/5881 rør og "for pæn" i lyden. Den fik så skiftet rør til KT66 og senere en bedre udgangstrafo, samt bedre kondensatorer på kritiske steder - og nu er den noget mere "gnaven" Wink


Du kan da få en ac 50er i bytte.Netop serviceret af Søren(sidste år)
Sorte strater lyder bare bedst..
Reply
#19
Pluto Wrote:Jeg troede sku kun du havde superleads.Har du en til salg af de dersends Jtm 45 - Det skal ikke være 100watt.?

En superlead betyder faktisk en 100W guitarforstærker på 'Marshallsk', så min JTM45-100 er sådan set en superlead. Min JTM45 derimod er en PA-model, men det skal du ikke tage fejl af! Men nej jeg har ikke nogen af dem til salg, det var mere hvis du ville prøve hvad sådan en forstærker kan, inden du bestemmer dig til at anskaffe dig en.

Og så skal du i øvrigt heller ikke tage fejl af en JTM45-100, altså 100W versionen - den spiller næsten ligeså højt som en alm. 50W Marshall, så jeg vil nok tro at din 100W top (selv med kun 2 stk. EL34 i udgangen) spiller en hel del højere end en JTM45-100.
Reply
#20
Nu skal jeg ikke prale af, at jeg helt forstår, hvad der får folk til at drømme om en reissue-JTM45, hvis man i forvejen har en særdeles velkørende 100 watt´er fra 70´erne (som står som en mellemting mellem en lead- og en bass-model, samt "kun" kører på to udgangsrør, og har fået kureret diverse børnesygdomme). Men jeg kan da kun opfordre til, at man prøver at stille de to ting op ved siden af hinanden, før man tyr til svinelæderet.

Og skulle man endelig gøre noget, så ville jeg personligt lige prøve at "tage" din nuværende Marshall endnu et skridt i retning af Superbass/JTM45 (gøre den endnu et nøk mindre "bright" ) og lytte lidt på dét, før jeg tænkte i retning af reissue-JTM45...
"When the fish scent fill the air, there'll be snuff juice everywhere"
Reply




Users browsing this thread: 1 Guest(s)