Thread Rating:
  • 0 Vote(s) - 0 Average
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Pickup-justering på LP
#1
Nu blev jeg i en nabotråd af den gode hr. Skovgaard opfordret til at ævle lidt om justering af pickupper på en Les Paul. Jeg har tygget lidt på det - om ikke andet så fordi jeg føler mig bedre påklædt til at udtale mig om diverse grammatiske spidsfindigheder i visse særligt sjældne russiske dialekter end om "anything Gibson". Så jeg tror, at jeg blot vil holde mig til at prøve at beskrive min seneste (og eneste) erfaring med emnet, som jeg allerede - på baggrund af en hurtig Google-søgning - kan se, omfatter ting, som i visse kredse anses som værende "Don´t dos". Men på den anden side: Der er sikkert også dem, der mener, at en Stratocaster skal vende på en bestemt måde. So proceed at your own risk...

Nu har stort set samtlige mine favorit-guitarlyde altid været frembragt via en Stratocaster. Men f.eks. tidlig Clapton - fra "All your love" til "Crossroads" - er der da ikke fløjet helt ubemærket hen over hovedet på mig. Og jeg kan stadig huske, da jeg så dette Roskilde-klip første gang (Jeg sad derhjemme og ærgrede mig over at være taget til Midtfyn dét år), at jeg tænkte ét eller andet om, at "Det kunne da godt være, at man engang skulle have sig sådan en guld-Gibson":

https://www.youtube.com/watch?v=28SWrxS1Vqw

(Jeg kan stadig godt mønstre en anelse stå-pels over Betts´ solo)

Fast forward "nogle og tyve år": Jeg fik muligheden for at gøre noget ved den dér underlige tanke om, "at man jo nok også burde have en Gibson af en art". Og som jeg tidligere har underholdt med på nærværende forum, købte jeg Mika Vandborgs "back up" Les Paul, som han havde anskaffet sig et par år for inden i et forsøg på at have en guitar, som kom så tæt som muligt på hans "main" Les Paul, som er en ´72 gold top Deluxe, der så har fået monteret et par full size-humbuckere - nærmere bestemt et par "T-tops" af den type, som har "Gibson" præget i coveret. Dette daterer dem til omkring 1972-73. Denne "main" Les Paul kan høres mange steder. Men de bedste eksempler på dens lyd finder man måske på "Future Garage Sale Item" albummet, hvor den er "all over the place". Og den lyder ifølge mine ydmyge begereber ret så fedt.

Min Les Paul er i det store og hele magen til, bort set fra, at den er to-tre år ældre, knapt så hærget, og der gror ikke direkte grønt mug på den. Eneste indspilning, der findes med den, er "Blues for BSV" fra Mikas fremragende soloalbum "Wall of Books".

Mika har altid beskrevet sin "main" Les Paul som værende ret bright og "hidsig" af en Les Paul at være, mens han altid har kaldt min for en lidt mørkere og "bluesy" Les Paul.

Som ovenfor antydet, er mit erfaringsgrundlag med Les Pauls yderst begrænset. Men efter at have lært min Les Paul bedre at kende, har jeg altid syntes, at den - på den bagerste pickup - havde sådan et "smæld" i den øvre mellemtone, som gav den en lidt hård lyd. Og jeg syntes, at det var svært at få en lyd á la den klassiske Les Paul/Marshall-ting som på f.eks. "Future Garage Sale Item" frem. Der manglende simpelthen noget "varme og fylde i de nedre regioner", og til gengæld havde den denne her tendens til at blive hård i toppen. Halspickuppen til gengæld var en noget mørk og mulm affære, hvilket gjorde det svært at skifte mellem pickupperne med samme indstillinger af forstærker mm. Jeg slog det hen med, at sådan ER Les Pauls nok bare, og at det var én af grundene til, at min fascination af dem var ret begrænset. På et tidspunkt legede jeg med tanken om at prøve nogle andre pickupper i min...

Mika og jeg havde af og til talt om, at det kunne være meget sjovt lige at sammenligne de to guitarer - især da Mika senere har "indrømmet", at han heller aldrig har kunnet få de to guitarer til at lyde ens, selv om deres specifikationer er så godt som ens. Men indtil for nyligt er det dog altid blevet ved snakken - om ikke andet så fordi der altid kun har været den éne guitar i nærheden, når snakken drejede i denne retning. Men søndag formiddag på det netop overståede Copenhagen Guitarshow fik jeg muligheden for lige at låne Mikas guitar. Så MOS og jeg satte os ned og kiggede lidt på sagerne.

Det var påfaldende, så ens de to guitarer var m.h.t. ting som vægt, halsform og deslige. Deres akustiske klang var heller ikke så væsensforskellige fra hinanden. Dog skal det siges, at Mikas guitar var sat op med en utrolig lav strengehøjde, hvor min har en mere "almindelig" strengehøjde. Mika har også som standard sin stemt ned i D. Så den sammenlignende test foregik med begge stemt sådan.

Men da der kom strøm på (via MOS´ "Marshalliserede" Fender Princeton II) lød de to guitarer MEGET forskelligt. Alle de ovenfor beskrevne karakteristika stod lysende klart. Men hvad skyldtes dette? En hurtig inspektion afslørede, at pickupperne på Mikas guitar var justeret ret usædvanligt: De seks justerbare polstykker på den bagerste pickup var skruet så langt ind, at toppen af dem faktisk lå måske en halv til en hel millimeter under selve pickup-coveret. På den hals-pickuppen flugtede de cirka med "overfladen" på coveret. Vi startede med at skrue polstykkerne på den bagerste pickup på min lige så langt ned, som Mika har sine. På min guitar ragede de tidligere måske omkring en millimeter op over pickup-coveret. Og hold da op: Sikke en forskel det gav! Meget af "knaldet" og skarpheden i den høje mellemtone forsvandt, og klangen nærmede sig Mikas guitar. Til gengæld skruede vi så hele pickuppen op (via de to små skruer i siderne), så der - i lighed med Mikas guitar - er ca. 2,5 mm mellem polstykkerne og strengenes (de to E-strenge) underside. Jeg var overordentlig for bløffet over, hvor stor en effekt denne lille og simple justering havde! Vi taler ikke bare om "finere nuancer" her. Det er virkelig en ting, som har en dramatisk effekt på, hvor ens guitar lyder! Nu kunne både Morten og jeg huske at have hørt noget om, at hard core-freaks hævder, at der også skulle være noget at vinde ved at lade kærven i polstykkerne være parallelle med strengene. Så sådan fik det selvfølgelig lov at være, selv om vi indrømmet ikke lyttede på, om dét i sig selv gjorde nogen forskel.

Vi prøvede så at justere halspickuppen på min, så den også svarede til Mikas. Men dette gjorde den faktisk mere "mulm og mørk". Så vi endte med at justere den "på øret". Og jeg kan så se, at vi endte med at have polstykkerne på de tre dybeste strenge liggende nogenlunde "i niveau" med overfladen på coveret. Og for de tre højeste strenge er de hævet en anelse - måske 1/2 mm. Den "generelle" højde af pickuppen blev også sat "på øret". Og jeg kan så se, at vi åbenbart er endt med, at der på den dybe E-streng er ca. 2,5 mm mellem polstykke og strengens underside og på den høje E-streng ca. 2 mm.

Alt i alt fik disse justeringer min guitar til at lyde meget bedre, end den gjorde før. Men som før nævnt skal jeg på ingen måde påstå, at dette er "det rigtige", eller at jeg kan argumentere for, hvorfor det skulle være det. Jeg kan kun gentage, at det var sådan, det endte med at blive ud fra et forsøg på at få min guitar til at lyde lige så godt som Mikas. Jeg skal heller ikke komme og påstå, at det lykkedes 100%. Men den kom i hvert fald meget, meget tættere på, end den var før. Der er jo også andre ting, som spiller ind her. F.eks. ændrede jeg, kort tid efter at jeg købte min guitar, den til "50s wiring" af tonekontrollerne. Uden at vide det helt sikkert, kunne jeg forestille mig, at Mikas guitar var forbundet, som min var tidligere - altså den "moderne" variant, hvor tonekontrollerne er hægtet på yderbenet på volumepotmetrene (som på min er skiftet til lineære). Samtidig tror jeg, at Mikas guitar muligvis var strenget op med 0,011´ere til den dybere stemning, hvor min var forsynet med 0,010´ere.

Edit: En yderligere forskel er, at der på Mikas guitar tilsyneladende er lagt et stykke skum eller lignende under bagkanten på i hvert fald den bagerste pickup, sådan at den er vinklet, så den ligger parallelt med strengene. På min ligger pickuppen bare "fladt" i hullet. Men vi havde ikke lige noget egnet materiale ved hånden, som kunne bruges til at gøre dette efter med. Så det må lige vente til kapitel 2.

Jeg ved, at der er andre - ikke mindst hr. Morten Lyse - som også har rodet med/forsket i disse sager. Så jeg vil da hjertens gerne opfordre andre til at stemme i med alt fra egne erfaringer til overbærende hovedrysten over en lallende Les Paul-novices krampagtige spæde skridt udi at komme overens med sådan et møbel. Og skulle andre ligefrem føle sig kaldet til at prøve nogle af de ovennævnte indstillinger på deres egne guitarer, vil jeg da også utroligt gerne høre om, hvordan det falder ud. Ikke mindst hvis de kommer til den diametralt modsatte konklusion i forhold til mig. Wink  

Tak til Mika Vandborg for venligt udlån af guitar og til MOS for gode råd og ditto ører... Smile
"When the fish scent fill the air, there'll be snuff juice everywhere"
Reply
#2
Så vil jeg da også være den første til at takke for din beretning! Det er spændende læsning at gå mit eget projektet i møde med, synes jeg. Ikke mindst pointen om, at man kan justere lyden på flere parametre end bare afstanden til strengene er interessant. FWIW har jeg også en 335'er, som i en periode har haft fjernet pol-skruerne helt fra den forreste pickup for at give tonen mere luft og klarhed og mindre "båthorn" (a'la single coil, men så alligevel...). Det gør en forskel, men til gengæld bliver der en anden dynamisk respons. Som måske kan opvejes med justering af afstanden til strengene? Jeg vil også prøve at lege lidt med polskruerne på mit guldfarvede P90'er "båthorn" :-)
Reply
#3
Jamen, jeg takker også 

Jeg har prøvet at dreje og dreje på de to yderste skruer på picupperne på min PRS single cut, og jeg måtte bare erkende, at jeg ikke rigtig kunne høre forskel. Hvilket var lidt ærgerligt, for jeg ville gerne dreje lydene lidt mod det mere gennemtrængende.

Det kan være, jeg skal eksperimentere lidt mere, men
Modded guitars were crap right out of the factory
Reply
#4
Jamen, jeg takker også 

Jeg har prøvet at dreje og dreje på de to yderste skruer på picupperne på min PRS single cut, og jeg måtte bare erkende, at jeg ikke rigtig kunne høre forskel. Hvilket var lidt ærgerligt, for jeg ville gerne dreje lydene lidt mod det mere gennemtrængende.

Det kan være, jeg skal eksperimentere lidt mere, men nu har jeg jo købt nogle nye pickupper, så i første omgang skal de bare i Smile
Modded guitars were crap right out of the factory
Reply
#5
Jamen, den lyder vel bare som Nickelback, lige meget hvad man gør?   Big Grin Big Grin Big Grin 

Nej, seriøst: Er den ikke også forsynet med P-90´ere? For man skal jo nok være lidt varsom med at forsøge at overføre disse erfaringer fra humbuckers til singlecoils, idet man jo på humbuckere "samler lyd op" to forskellige steder - både via den spole, hvor man ikke kan justere polstykkerne, og så i den spole, hvor polstykkerne er justerbare. Og dermed kommer der jo naturligvis et fase-aspekt ind i billedet, som ikke er relevant for en singlecoil, der jo kun "samler lyd op" ét sted. Selvfølgelig har afstanden mellem polstykke og streng også noget at sige i en singlecoil. Men regnestykket bliver jo noget mere kompliceret i en humbucker, hvis man ændrer på forholdet imellem de to spoler.
Reply
#6
Jeg fornemmer, at du trænger til at blive mindet om, at jeg har ikke mindre end TO PRSer

[Image: PRSguitars.jpg]

Og det er den humbuckerbestykkede guitar, der giver problemer. Jeg synes faktisk, den lyder virkelig godt (nærmest single coil agtigt) rent, men når der kommer drive på forsvinder guitaren fuldstændigt i lydbilledet.

Jeg har lige optaget et lydklip, som jeg ville bruge, når jeg (forhåbentligt i aften) får taget mig sammen til at skifte pickupperne. Men det kan I godt få lov at høre - Det er bare optaget med min Yamaha THR10 med hhv. clean (Fender-ish), Lead(Marshall super lead) og crunch (Marshall HotRod/JCM800,2203 agtigt) - jeg har med vilje ikke stillet på EQ. Jeg har kun pillet på gain og master på de forskellige indstillinger. Jeg har tilføjet lidt rumklang og lidt limitering  for at holde styr på niveauerne, men ellers er der ikke gjort noget i efterbehandlingen.
https://dl.dropboxusercontent.com/u/1053...ydklip.mp3 
Det kan godt være, jeg ender med kun at skifte den bagerste pickup, da det er den der mangler mest bid. Den forreste lyder sgu meget godt synes jeg.
Modded guitars were crap right out of the factory
Reply
#7
Når du fretter det sidst bånd, hvor langt ligger henholdsvis den høje og dybe e-streng fra pickuppen?
Jeg har lige været igennem en lignende process med min les paul. Jeg har min neck pup 3/32 tommer fra strengene og min bridge pup 1/16 tomme fra. Omregnet er det ca 2,4 mm og 1,5 mm. Herfra er der så finjusteret med øret. Det har resulteret i et lidt lavere output på neck,men med mere klarhed og lækker til clean og bluesy soli. Bridge har lidt mere output og godt med bite, så skal der køres helt flammekaster, så er det her det sker.

Det skal lige siges at jeg har en burstbucker pro i neck og en Lundgreen smooth operator i bridge.
Smooth operator slår burstbuckeren med flere meter Smile

Et tip jeg fik i forhold til brugen af en Lars Pølle, som løste mit problem med en al for ulden neck pup, var at indstille forstærkeren, så jeg har en god lead på neck med begge kontroller helt åben.
Bridge bliver skruet ned til omkring 7 på vol for en god crunch og tonen ligger omkring 5-7.
Og indtil videre virker det sgu meget godt Smile
Reply
#8
Hej..

Jamen jeg smider gerne en 10'er i krukken. - På sigt bliver der måske råd til et glas asier.

Nå, men det er noget siden jeg har rodet med de her ting. Men jeg fik da lige lyst til at prøve igen. Særligt, Søren, det du skriver med at bridge-pickuppen kan gøres rundere ved at få polskoene godt ned, måtte jeg lige prøve af. Den der med et lidt umusikalsk mellemtone-peak. Som sagt, så gjort. - Min blev mere kontrolleret af det. Det er nok det bedste udtryk, jeg kan komme på.

Omvendt på halspickuppen fastholder jeg at have polskoene måske ½- 1 milimeter udenfor pickuppen. Den bliver klarere og mindre dunkel af det. Uden at presse strengene ned, har jeg ca 2mm til E-strengene på bridgepickuppen og 4mm på halspickuppen.

I forhold kærvens placering i forhold til strengene tror jeg stadig at kunne høre, at der er mest lys og luft med kærvene placeret parallelt med strengene, og mest skrald på når de står vinkelret på strengene. Dan Erlewine justerer sine pickups ved at sætte skoene, så de matcher guitarens 12" radius. Derved står kærvene alle meget tæt på 45 grader på strengene.. Meeeen... Lige i det her spørgsmål er nuancerne ret små, synes jeg.

Mvh;
Morten Lyse
Reply
#9
Tak for alle svar indtil videre. Jeg må lige svare mere fyldestgørende, når det hér influenza-pis forhåbentlig engang tillader mig igen at tænke mere end en kvart tanke i ét stræk.
Reply
#10
Jeg har jo, i al beskedenhed, rodet temmeligt meget med humbuckers, i forsøget på at tweake dem lidt i lyden, og jeg har fundet frem til at langt de fleste bridge humbuckers lyder klart bedst de der 2-2,5 mm fra strengene - de får simpelthen lidt for meget af den karakter du beskriver, med den nævnte hårdhed, hvis de er for langt fra.

Du bør også klart give det et skud, med skumgummi til at bringe begge spoler i samme højde med strengene (så den sidelæns er parallel med strengene - min erfaring siger mig at jo mere parallelle de er, jo mindre top og mere mellemtone og bund får man (sikkert noget fasemæssigt, da spolerne fanger mere ens signal) - alt efter hvad man er ude efter, kan man lege lidt med om hvor vinklet pickuppen skal være. Det gør faktisk en temmeligt stor forskel. Nu har du ikke justerbare polstykker på begge spoler, men med pickupper der har det, kan man også rode med det.

Endnu et tweak - nu skal du selvfølgeligt ikke ødelægge originale Gibson pickups, men du kunne overveje at købe et ekstra sæt polskruer, montere dem, og markere hvor de stikker ud af bundpladen - og så fjerne dem igen, skære dem til, og genmontere, så de er i plan. Det er også noget der virkeligt kan åbne en humbucker i lyden - det gør den ikke mere toppet, der er bare lidt mere af det hele, og lidt mindre uld. Jeg kan ikke huske den tekniske forklaring, men det er noget med hvordan magnetfeltet bliver ført rundt af polstykket. 

Fedt at du har fået gjort din Les Paul fed! (Selvom sådan en jo ER noget pjank, og du bare burde spille på noget med Fender mensur i stedet. ;Wink  )
"Lyder den ikke lidt forkølet, sådan en Les Paul?"

"Eric Johnson kan høre, om ham der viklede pickupperne, havde boxershorts eller tights på den dag".
Reply
#11
Lige et hurtigt ønske... Til jer der skriver afstand til pickuppen, så vil det være fedt, hvis I ville tilføje om det er strengen trykket ned i sidste bånd eller i fri dressur Smile
Reply
#12
(15-10-2015, 23:41)Kladen Wrote: Lige et hurtigt ønske... Til jer der skriver afstand til pickuppen, så vil det være fedt, hvis I ville tilføje om det er strengen trykket ned i sidste bånd eller i fri dressur Smile

Mine angivelser er alle uden "påtvungen nedtrykthed".
Reply
#13
(16-10-2015, 00:31)Sasha Wrote:
(15-10-2015, 23:41)Kladen Wrote: Lige et hurtigt ønske... Til jer der skriver afstand til pickuppen, så vil det være fedt, hvis I ville tilføje om det er strengen trykket ned i sidste bånd eller i fri dressur Smile

Mine angivelser er alle uden "påtvungen nedtrykthed".

Jeg takker og bukker Smile
Reply




Users browsing this thread: 1 Guest(s)