Thread Rating:
  • 0 Vote(s) - 0 Average
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
History of the Tube Screamer
#1
Jeg faldt over artiklen her og tænkte, at den måske ville interessere andre gear-freaks. Det er en lettere overfladisk gennemgang af de forskellige modellers egenskaber og historie. Jeg lærte lidt. 

http://www.premierguitar.com/articles/Green_Giant_History_of_the_Tube_Screamer?fb_locale=es_LA&page=4


Man kan måske benytte lejligheden til at fortælle lidt om sit eget forhold til Tube Screameren og dens utallige kloner, hvis man har lyst. Det er vel den mest klassiske og udbredte af alle pedaler, eller hvad?

Selv har jeg sværget til forskellige Tube Screamers nærmest altid. Min allerførste pedal var en gul forvrænger af mærket PSK, der vist kostede knap 200 kr i en halvskummel forretning i Randers. Jeg solgte den for en halvtredser til en skolekammerat, der bare gerne ville have en gul pedal. Ja, det var i 90'erne. Ja, ironien som kommunikationsform var på sit højeste. Min fornemmelse i dag er, at PSK Overdrive var en endnu billigere, mere støjende udgave af Boss SD-1, der ifølge almindeligt internethearsay også er en TS-type. Jeg havde en lille Dynacord rørforstærker, som var i stykker det meste af tiden, men det lykkedes mig at få hooket pedalen op med mine forældres stereoanlæg, så der kom hul igennem. Good times. 

Da jeg fik lidt flere penge på lommen, købte jeg omgående en TS9. Det må have været omkring 1994. Den kostede over 1000 kr. i Centrum Musik i Randers. Ikke længe efter købte jeg en TS10 for 400 kr af en gymnasiekammerat. Jeg brugte dem begge to i mange år, men de er begge solgt nu. TS9'en vist endda til en gear-freak - var det mon Jakob Høst/FunkyValle? 

De blev afløst af en original TS808, som jeg lånte af en ven og har endnu. Den har været på mit board siden omkring 2001 og frem til for et lille års tid siden, hvor jeg pludselig blev optaget af guitarpedaler og lavede en del omrokeringer på mine boards. Nu er den afløst af et par kloner med lidt ekstra i ærmet, nemlig en T Rex Møller på det ene bræt og dens TC Electronics-tvilling, Vintage Tube Primer, på det andet bræt. Efter en del skruen på knapper osv. gik det op for mig, at Møller'en lyder nærmest præcist som den TS808, jeg plejer at bruge (det skulle vel heller ikke være så svært at genskabe), så jeg valgte simpelthen at prioritere den nyeste af de to, da den samtidig har en seperat clean boost og mulighed for at blande det uforvrængede signal med i suppen. Det fungerer især godt på mindre steder, hvor en rørforstærker ikke kan få lov til at råbe så højt, at den lyder rigtig godt. 

Nå, det var så min ikke spor gennemtænkte genfortælling af mit liv med Tube Screamers ind til nu - kommentarer og tilføjelser er mere end velkomne! :-)
So many assholes, so few bullets
Reply
#2
Min første pedal var en fesen-grøn PSK Super Overdrive SOD-2, der vist er en lidt mere støjende kopi af en Boss OD-1. PSK'ens plastikkasse skærmer nok ikke særlig meget. Den kostede mig 250,- brugt, og den var oprindeligt købt i en musikforretning i Randers - home of the PSK pedals, som vi næsten må konkludere Big Grin  
Den var god til punk, og jeg har den stadig et sted i en kasse.

Det er det tætteste, jeg nogensinde er kommet en Tubescreamer, og mine ører forstår sig virkeligt ikke på TS-lyden eller der omkring. Jeg er helt med på, hvad I ønsker at opnå ved at bruge dem, men det virker ikke for mig.

Hvis jeg skal have lidt ekstra snavs på lyden, er det enten med knapperne på forstærkeren, en mild cleanboost, en Effectrode Tube Drive (som er lige så grøn som en TS) eller en mild omgang fuzz... og på det seneste: med guitarens volumekontrol.
Reply
#3
I en alder af ca. 14 prøvede jeg en tube screamer på en transistorforstærker - Jeg synes virkelig, det lød dårligt, så der gik tyve år, før jeg nærmede mig en Tube Screamer igen. 

Jeg har en på boardet nu, men jeg er nu langt fra at elske den.
Modded guitars were crap right out of the factory
Reply
#4
Hmm...

Jeg opfatter nærmest min Tubescreamer som sådan en form for "booster/EQ-preset". Meget kan siges om, at dens karakteristiske lyd - især den typiske "kasse-mellemtone" - ikke lyder specielt fantastisk på egen hånd. Men det er lige netop dét, der skal til, for at trænge igennem i et tætpakket lydbillede. Så det kan undre, at mange kopier lader til at have det som fornemste mål at fjerne disse helt grundæggende kvaliteter. Og netop derfor er min gamle TS-9, som jeg købte for 300 kroner i starten af 90´erne, og som efterhånden har fået lidt karakter af "point to point-wiring", idet printpladen er knækket i den og derpå lappet sammen igen, næsten altid inden for rækkevidde, selv om jeg paradoksalt nok aldrig har set mig selv som den helt store fan af denne type pedal - måske p.g.a. dens ufravigelige åg, som uafladeligt knytter den til ham dér cowboyderen fra Texas..? Men dét trick, den kan (som er godt!), kan den til UG. Og selv om jeg har andre langt mere vellydende bud på ting, der kan frembringe forvrængning, er den altså sjældent langt væk. Dog har jeg den som regel i én eller anden form for loop, da den heller ikke ligefrem imponerer i "afdelingen for buffere og bypass".

Speaking of buffers: Jeg har af flere omgange loddet de to modstande, som adskiller tingene, i udgangsbufferen om mellem TS-9 og TS-808 specs. Og jeg kan faktisk ikke huske, hvilket "model" den igennem efterhånden mange år har været. Men det er dælme ikke meget forskel, det giver! Så al ævl om at "TS808 lyder hundrede gange federe end TS-9" og lignende ammestuesnak...  well, well, well: Lad mig sige det sådan, at stillede man ti TS-808´ere (eller ti TS-9´ere eller enhver anden "normal" variant af Tubescreamer´en) ville der være mindst lige så stor variation mellem eksemplarererne, som der ville være mellerm en TS-808 og en TS-9. Så brug ørerne i stedet for øjnene, når der skal vælges Tubescreamer!

FWIW deltog jeg for nogle år siden i en lille test af netop Tubescreamere og lignende overdrives. Min ven Mikkel Bøggild og jeg havde sat hinanden stævne i et øvelokale med Mikkels ´65 Stratocaster, hans relativt "Fender-voice´ede" T-Rex forstærker og så måske 10-12 Tubescreamere og deslige, som kunne fremdrages via hjemlige skuffer, ditto pedalbrædder samt slesk tale hos venner og århusianske musikforretninger. Samtlige bud på sagen lød - uanset typebetegnelse - forskelligt. Min gamle TS-9 klarede sig mildest talt ikke specielt favorabelt. Lidt bedre gik det for Mikkels gamle TS-808. Og sjovt nok blev vi ret hurtigt enige om, at vores fælles favorit i stakken var en "Dark Horse", som ingen af os på forhånd kendte, men som vi netop havde lånt af Orkestergraven - Hao Rumble Mod.

Nå, der var jo ikke andet for, end at der måtte investeres i sådan en fætter. Som sagt, så gjort!

Kort tid efter var jeg så involveret i stort set samme test i en anden sammenhæng. Nu bestod test-grejet så af en ´64 Strat og en aldrende Marshall. Og så kan man egentlig bare vende fortegnene: Min TS-9 blev kåret til værdig kandidat som test-vinder, og Rumble Mod´en viste sig at være en ren katastrofe foran en Marshall. go figure...

Men en Tubescreamer er vel sådan lidt som en SM57´er: Alle bitch´er over den. Og alle har travlt med at kloge sig på, at der findes alverdens ting, som lyder langt bedre. Men alligevel har sagen jo været "Industry Standard" i en menneskealder og er dét, som alle bruger. Mon det havde været sådan, hvis det ikke var fordi, at den kunne ét eller andet? Og kunne det ret godt...
"When the fish scent fill the air, there'll be snuff juice everywhere"
Reply
#5
Det er jo lige det - Min tube screamer gør også lige præcis det den skal - skærer igennem lydbilledet og påkalder sig (mig) opmærksomhed.

Det er lidt ligesom bridge pickuppen på min PRS SingleCut - Den lyder faktisk ret dårligt clean, men når der spiller med selv den mindste mængde drive, så er den bare kantet på den helt rigtige måde Smile
Modded guitars were crap right out of the factory
Reply
#6
Jeg kan tilslutte mig det der had/kærlighedsforhold til den lille grønne. Jeg har haft en TS-9, en T-Rex Møller og en masser andre overdrivepedaler, mere eller mindre inspireret af TubeScreameren. 
På den ene side, er den for komprimeret og lader en del af ønske hvis man benytter den som hovedkilde til forvrængning, på den anden side, gør den det den gør pisse fedt. Som booster, til at skubbe en i forvejen forvrænget forstærker helt ud over kanten eller tilføje lidt mellemtone til en mellemtone tynd Fender forstærker, gør den det jo eminent. 
Det fede ved TS-9/808 er at den har en lyd der er sin egen og genkendelig, og ikke forsøger at være "transparent" eller lyde som en eller anden forstærker (hvilket aldrig rigtig lykkedes alligevel). Men det er nok også lige netop det der gør at man for nok af den lyd på et tidspunkt. 
Grunden til at min TS-9 beholdt en plads på brættet, ved siden af flere boutique forvrængere der egentlig lød bedre med mine strats, var dens konsistens i lyden. Den lød godt eller havde sin lyd, uanset hvilken guitar/forstærker den blev smidt mellem og fungerede med min Ibanez ES-335-ish semi-hollowbody, hvilken ikke kunne med langt dyrere overdrives. Så SM57 sammenligningen holder nok meget godt!
"Every so often, man comes up with a correct invention - the wheel was a good idea, wasn't it? To have that round, that was a very good idea." - Jeff Beck
Reply
#7
Jeg er enig i nærmest alt, der bliver skrevet her. Det er sådan en pedal, man kan udvikle sig med. Da jeg købte min første TS9, var det vist fordi, jeg havde set en TS10 på Kenneth Priisholms (der spillede i Fielfraz, som jeg var (og er) kæmpe fan af) pedalboard, så da jeg så en, der hed næsten det samme, købte jeg den. At den så hed noget med både rør og skrig har nok også appelleret til en ung mand i 90'erne. Dengang troede jeg vel, at det var en pedal, der kunne få en helt clean forstærker til at lyde som et Marshall-stack for fuld udblæsning. Og sådan lyder den altså ikke, fandt jeg så ud af, og der skulle gå mange år, før jeg indså, at det eneste, der lyder som en Marshall for fuld udblæsning, er... en Marshall for fuld udblæsning. Mange år, mange pedaler, mange penge. Derfor brugte jeg den oftest sammen med andre pedaler, fordi den kan noget rigtig fedt sammen med noget, der forvrænger i forvejen. Den har været parret med andre Tube Screamers, forskellige fuzzpedaler, Mudhoney, Rat, Vox Valvetone, SD-1, sågar en Metal Zone og en masse andet, jeg ikke kan huske. Det den gør bedst, er at mosle lidt med en rørforstærker, der står og balancerer mellem halv- og helforvrænget lyd, synes jeg. Så kan man noget med anslag og guitarens volumeknap, der er rigtig fedt. 

Og dens berygtede mellemtone-"honk", som er så vanskeligt at holde af, er jo netop det, der gør den bedre end alt andet på markedet. Ikke forstået som "jeg synes, det er den bedste" - jeg mener bare, at Tube Screameren har set rigtig mange andre forvrængerpedaler komme og gå, men der er endnu ingen, der har overtaget dens plads efter knap 40 år på markedet. Det lyder jo ret forfærdeligt, men når man står der sammen med et helt band, er det lige det, der skal til, for at få mixet til at balancere. Jeg ville sgu være ked af at undvære min :-)
So many assholes, so few bullets
Reply
#8
(12-02-2016, 10:34)Telemaster Wrote: Dengang troede jeg vel, at det var en pedal, der kunne få en helt clean forstærker til at lyde som et Marshall-stack for fuld udblæsning. Og sådan lyder den altså ikke, fandt jeg så ud af, og der skulle gå mange år, før jeg indså, at det eneste, der lyder som en Marshall for fuld udblæsning, er... en Marshall for fuld udblæsning. 

Den røg vi vist allesammen i, i starten. Kan huske at jeg som teenager købte min første forvrænger, en Boss DS-1, fordi den i kataloget, fra en nu forlængst opkøbt musikforretning, blev beskrevet som lyden af et Marshall JCM800 stack og at man kunne komme til at lyde som AC/DC, Guns'n'Roses og Van Halen - som var heltene dengang. Det viste sig også, ikke at være tilfældet. Men har alligevel fået et nostalgisk forhold til denne orange kasse, på trods af at den ka lyde som en kasse fuld af bier.
Reply
#9
De gamle garder ts familien herunder iregnet boss sd-1 kan bare et eller andet Smile og de har hver især deres egen lille nice. F.eks er jeg ikke fan af Lars Pølle ts og marshall hvor imod keeley 5star mod sd-1 bare lige giver "det"

Er det stratten og noget el84 værk vi har gang i, så er det omvendte gælden, så er det frem med en af tubescreamerne og væk med sd-1 Smile

Jeg ynder at parre disse pedaler op med en Carl Martin boost kick, der giver lidt ekstra fleksibilitet til solo boost Smile
Reply




Users browsing this thread: 1 Guest(s)