Thread Rating:
  • 0 Vote(s) - 0 Average
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Jimi Hendrix, så fik jeg (endelig) tid til dig
#1
Jamen hvordan skal man begynde?

Der er kort fortalt fra tid til anden en kunstner, jeg ikke når at få lyttet ordentligt til, selv om jeg er helt klar over, at jeg burde.

På det seneste har jeg forsøgt at råde bod på dette.

De sidste par uger har den stået på Jimi Hendrix, og jeg kan nu bedre forstå, hvorfor nogen har kunnet se sig lun på en stratocaster, der i mit hoved altid har stået som en forholdsvis kedelig guitar med en sørgelig tendens til at diske op med små fesne funk-licks.

Jo jo, virkeligheden er da heldigvis mere nuanceret end ovenstående, og det er jeg nu i større grad end for en måned siden bevidst om Smile

(og i sidste ende handler det om guitaristen og ikke guitaren osv.)

Tror måske bare jeg vil konkludere, at der heldigvis stadig er musikalske perler - nye som gamle - derude.

Og mens jeg trawler Spotifys katalog af Hendrix igennem - kan der så anbefales nogle liveoptagelser, udgivelser, andre ting, jeg endelig ikke må gå glip af?

...for slet ikke at komme ind på, at jeg måske tilmed står og mangler en strat i guitarparken Big Grin Måske drømmen om et Warmothprojekt engang skal genoplives? Måske et eller andet brugt Fender? Lige nu har jeg mest lyst til at finde tid til at bruge en dag i selskab med nok forskellige stratocastere til at få mine fingerspidser til at skrige stop.
Reply
#2
Idet man næppe skal foregøgle sig selv, at selve anskaffelsen af en Stratocaster i sig selv bringer én ret meget nærmere Jimi's evner, kan jeg da kun anbefale at lytte, lytte, lytte (!!!) til mesteren. Faktisk kunne man sige, at han ofte er fedest, når han tilgår guitaren mere som en synthesizer...

Obligatorisk lytning er selvfølgelig de tre klassiske studiealbum - Are You Experienced?, Axis: Bold as Love og Electric Ladyland. Også de to umiddelbart posthume albums Cry of Love samt ikke mindst Rainbow Bridge er bestemt fede.

Der er jo udgivet et hav af mere og især mindre lødige live-udgivelser gennem de sidste 45 år. To, som jeg personligt vil fremhæve, er "Live at Winterland" (med meget federe lyd på end det langt nyere "Winterland" boxsæt) samt ikke mindst "The Jimi Hendrix Concerts", som er på toppen af min liste over plader, der skulle med til en øde ø.

In the West-albummet er bestemt også en lytter værd. Og Band of Gypsys-albummet har også sine trofaste tilhængere. Machine Gun derfra er selvfølgelig et monumentalt statement. Men ellers er dette album nu ikke sådan helt "rigtig Jimi" i mine ører... Wink
"When the fish scent fill the air, there'll be snuff juice everywhere"
Reply
#3
Jeg er én af dem - der er kun ét Hendrix album for mig: Band of Gypsies!

Det repræsenterer toppen af mandens karriere med den mest ultimative og uopnåelige(?) guitarlyd nogensinde - ever! Han viser total kontrol med en lyd på kanten af kontrol og spiller fantastisk på hele pladen. Den bliver sat på og spillet (højt) i sin fulde længde mindst én gang om året herhjemme.

mvh

JimR
Reply
#4
Nu er der jo ikke meget idé i at forsøge at diskutere smag og behag. Jeg kunne såmænd sagtens argumentere længe og inderligt for, hvorfor jeg er helt uenig med dig i dine betragtninger om dette album (igen minus "Machine Gun", som er hele albummets "raison d´etre"). Jeg kan dog kun læne mig opad, at Jimi himself heller ikke kunne lide albummet og betragtede det som dét, det reelt set også er: En nødløsning for at give Capitol Records dét album, som han skyldte dem, fordi han, før han blev kendt, havde skrevet under på en kontrakt, som han nok ikke skulle have skrevet under på. Et live-abum, der for en stor part udgøres af løst struktureret jam´en med en til lejligheden samlet rytmegruppe, vandt Jimi dyrebar tid på et tidspunkt, hvor han var på et kreativt lavpunkt - ikke mindst fordi han en stor del af 1969 havde udsigten til en længere fængselsstraf for heroin-besiddelse hængende over hovedet (han blev som bekendt frifundet i slutningen af året) - mens han forsøgte at finde inspiration til materialet til det næste studiealbum.

Som vi alle (?) ved, nåede dette planlagte album "The First Rays of The New Rising Sun" aldrig at blive færdigt. Meget af materialet til dette album er dog, hvad der i årene umiddelbart efter Jimi´s død blev udgivet på "Cry Of Love" samt "Rainbow Bridge". Man kan dog ærgre sig gevaldigt over, at Jimi aldrig blev færdig med arbejdet på det. Så meget af materialet er ikke færdigt, som Jimi havde forestillet sig det. Man kan kun drømme om, hvilke guitar-overdubs han havde tænkt sig. Mange af numrene havde han aldrig mixet. Mange vokaler er kun Cue-vokaler. Nogle af numrene er demo-versioner, som så er blevet "doctored" - f.eks. er visse guitarspor blevet re-amped, hvis de kun havde et DI-signal. Og f.eks. er et nummer som det ellers meget smukke "Angel" samlet som et puslespil af forskellige brikker fra forskellige takes. Trommerne er også lagt på bagefter. Jeg synes dog, at de to primære kræfter (Mitch Mitchell og Eddie Kramer) bag disse albums gjorde en prisværdig indsats for at fuldbyrde Jimi´s drøm om "The First Rays of The New Rising Sun".  Men for hulen hvor ville man da gerne have hørt den endelige og gennemarbejde version, som Jimi selv havde tænkt den...

I øvrigt er Band of Gypsys-albummet heller ikke slet så "live og ærlig", som det giver sig ud for: Der er lavet masser af redigering af numrene i studiet bagefter.
Reply
#5
Og som en sidebemærkning til ovenstående: Seymour Duncan er selvfølgelig klar til at fikse alle problemer med et officielt Hendrix Signature pickup-set til den nette pris af $279 http://www.seymourduncan.com/pickup/jimi...-strat-set
Reply
#6
Damned!

Jeg troede, at jeg havde løst alle problemer, da jeg efter eksperimenteren med adskillige forskelige pickupsæt i min hvide Stratocaster (der af uforklarlige årsager er temmeligt kræsen med, hvilke pickupper man sætter i den) havde fundet ro med et sæt Lindy Fralin Woodstock, som jeg synes, ihvertfald lige i denne guitar lyder p...godt (om det så lyder som Jimi Hendrix eller ej, afhænger nok mere af "piloten"). Men her i bagklogskabens ulideligt klare kan jeg selvfølgelig sagtens se, at det var ufatteligt dumt lige at spare de sidste 30$ i forhold til at få Seymour Duncan´s garanti for, at man vitterligt HAR løst alle sine - eller måske endda alle verdens? - problemer, med i købet.

Dumt, dumt, dumt, Alwan!!!
Reply
#7
...og så kunne han have fejret sin fødselsdag i dag hvis og hvis...
Reply
#8
Ja, tillykke med de 75, Mester! Tak er kun et fattigt ord i forhold til at beskrive, hvordan man har det i forhold til musikken, inspirationen og alt det andet.

- If I don’t see you no more in this World, I’ll meet you in the next one...
"When the fish scent fill the air, there'll be snuff juice everywhere"
Reply
#9
..but don't be late!

Så det er bare med at komme i gang med at få stillet træskoene.
Reply
#10
Jeg tror det meste af mine sene teenage år gik med at smække live koncert efter live koncert med Jimi på DVD'en (over et billedRØRS-TV selvfølgelig!)

Et oplagt sted at starte er vel Live at the Monterey Pop Festival som introducerede The Experience i USA. Det er også den diametrale modsætning til den senere Band of Gypsys lyd og afdæmpede sceneshow. Optagelsen er fra 1967, samme år som Axis; Bold as Love pladen som nok har den fedeste strat-lyd – nej, den fedeste lyd nogensinde indspillet in et studie IMO. Bortset fra at Electric Ladyland og Are You Experienced? nok er lige så fede. Lydt på dem alle!

Den unge og desillusionerede mig, som jubeloptistisk forsøgte at ramme "Jimi-lyden" kom frem til at tricket (ud over at lære at spille som manden) var at skrue pickupperne et godt stykke ned (væk fra strengene) og aldrig skrue volume kontrollen over 9/10 og så til gengæld skrue helt op for en fuzz pedal (der lige har ligget i fryseren et stykke tid) og den obligatoriske Marshall skruet op på hjernesmadder-og-død.
Der er sikkert nogle mere teknikkyndige derude som kan forklare hvad der sker med signalet når kontrollen står på 9 istedet for 10, men udover gain- og diskanttab gør det et eller andet ved lyden som har meget mere at sige end mange af de der "hemmelige Jimi tricks" (omvendte pickupper, headstock, osv.). Plus det giver lidt Jimi feel selv ved et mere medgørligt lydniveau, hvilket man ikke kan sige om ret mange andre aspekter af Jimi's grej.
"Every so often, man comes up with a correct invention - the wheel was a good idea, wasn't it? To have that round, that was a very good idea." - Jeff Beck
Reply
#11
Jeg har fået lyttet til det meste. "Miami Pop Festival" og "Live at Monterey" har nok fået mest spilletid, uden at jeg helt kan pege på hvorfor.
Reply




Users browsing this thread: 1 Guest(s)