Celestion Blue til 35w forstærker

[Snake Boots]

Glemte at skrive: Det er ikke så meget live problemet med højtalerforvængningen er for mit vedkommende, det er især på indspilninger. På indspilninger kan højtalerforvrængning ligge som en tydelig skurren/kradsen i lyden, som ikke smelter særlig godt sammen med resten af lyden. Det er i hvert fald min erfaring. Jeg er flere gange blevet gjort opmærksom på det som 'støj på dit spor' af bandmedlemmer. Min erfaring her begrænser sig til jensen-type højtalere, både originaler og kloner; måske det er anderledes med britiske?

[Lasse H]

Nu har jeg ikke selv sådan for alvor arbejdet i Jensen-type højtalere. Jeg kunne nok forestille mig, at tingene er lidt anderledes ved andre typer højtalere. Som nævnt er jeg for tiden ret begejstret for G12M, som forvrænger mere end fx G12H. Denne forvrængning "blender" meget naturligt med en marshall forstærkers forvrængning. Jeg kan dog sagtnes forestille mig, at har man en meget ren forstærker, så kan højtalerforvrængning lyde "fremmed" i lyden.

[Sasha]

En øjenåbner for mig har været og er stadig at smide en forstærker igennem mit 2x12" kabinet med EV-højtalere. Jovist mangler al den jensen eller celestion-karakter man er vant til.. eller dvs. den er der i hvert fald ikke. Men det er en vild oplevelse at høre hvordan ens forstærker lyder bedre og bedre og bedre jo højere man skruer op - uden de sædvanlige harske 'spikes', kradse lidt fuzz-agtige forvrængning og mudrede/sammenklappede bund som sædvanligvis følger med fra højtaleren før eller siden. Det ideelle højtalersetup for mig, måske ikke til alt men til mange sammenhænge, er et med karakteren fra vintage-typen og samtidig med denne evne til at forblive musikalsk ved alle lydtryk som EV'en har... Tror dog højst man kan lande på et kompromis.   En af de allerbedste fender amps jeg nogensinde har spillet igennem var en gennempryglet silverface deluxe reverb som var baggearsforstærker på en Estisk blues festival sidste år. Den havde en overdimensioneret (150W ?) tone tubby alnico højtaler. Det var på papiret helt forkert, men lige præcis den forstærker med vol på max, treble på noget nær max (!!) og bass på 2-3 stykker lød så sindssvagt godt: rent og crunchy på samme tid, ingen harskhed overhovedet, 3D-agtigt, fender glas lyd men uden at være tynd/skinger, forvrængerpedaler/boost/comp total overflødige yada yada. Nok det tætteste jeg har været lyde a la Albert Collins og Albert King (tænk hans lyd på fillmore optagelsen). 

En svinebillig eminence governor lød i mine kætteriske ører bedre til mit specifikke behov end alt andet jeg prøvede i min gamle Renau Deluxe... Alternativerne jeg hørte (i blindtest) var EV-12-et-eller andet, Celestion Blue (eller var det en Weber clon heraf?), Weber 12F150 B og T (jensen kloner) og andre jeg ikke kan huske. Alle lød fedt, og ja, Celestion blue højtalere lyder nu ret fedt når de begynder at forvrænge modsat så mange andre højtalere. Den stort set periodekorrekte Weber 12A125 jeg oprindeligt havde i forstærkeren lød da ved helt lave lydniveauer mere historisk korrekt - den lød bare temmelig sløjt ved de niveauer, jeg gerne ville bruge forstærkeren på. 

De MEGET old school smooth cone 10" højtalere jeg har i min Reinau Bandmaster klon lyder total 40/tidlig 50'er agtigt. Men det er en fin grænse hvornår det er varmt, karakterfuldt og lækkert træagtigt og hvornår der går udsplattet motorsav i den... Det er hovedsageligt pga. højtalerne. Samme historie med den originale jensen p12-r fra 1951 jeg har i en lille gibson forstærker.

Break the rules!

Lasse, jeg kan godt forstå, at du er lun på den Thomsen attenuator. Jeg oplevede den på guitarshow'et og var og er i den grad solgt. 

Egentlig grundlæggende enig i mange af de ting, som beskrives her. Jeg tror (!!!) også, at jeg for et stykke tid siden er kommet til den konklusion, at decideret højttaler-forvrængning ikke lige er dér, hvor jeg bor. Bevares, højttalerne skal da arbejde for føden, sådan at de begynder at "vise karakter". Men jeg er også langt fra afhængig af "nærdødsoplevelser" på dette punkt. Uden egentlig at have forsket voldsomt meget eller "retningsbestemt" på dette område, tror jeg nok, at jeg tør sige, at jeg også foretrækker højttalere, som forbliver mere definerede og ikke mudrer eller "klapper sammen". Men igen: Man kan altid finde undtagelser. Som du selv antyder, lyder et par Celestion alnico´er, der får prygl af en AC30´er, jo fantastisk til netop dén lyd, som så også især "lever" i mellemtonen og toppen og knapt så meget i form af fast defineret bund.

Jeg må så dog også sige, at jeg for et par år siden havde den noget tvivlsomme fornøjelse af at høre én af mine Matchless-kloner gennem et 1x12" kabinet med en EV-enhed i. Lad os være høflige og sige, at det var ikke lige en perfekt kombination. Jeg har hørt EV-højttalere i andre sammenhænge også. Og de bliver altså en kende eller to eller tre for kønsløse til min smag. Så kan det godt være, at vi er ude i noget med at savne "Celestion-karakteren"..? Mit bo-sted skal nok nærmere findes omkring enheder med en vis "Celestion-typisk" karakter, men med en så tilpas høj effektkapacitet, at de ikke forvrænger så voldsomt. Eksempler kunne være G12H30 - f.eks. fire af disse under en 30-50 watts forstærker. Eller noget mere over i retning af de mere eller mindre præcise kloner af Celestion´s 65 watts enheder, der i de sidste år er dukket nogle stykker op af (de har sikkert været der længere. Men så i hvert fald på min radarskærm... ). Nævner jeg Weber´s 1265, risikerer jeg vist at lyde som en Parkinson-ramt, smådement ekkomaskine...  

Nu nævnes Tone Tubby. Jeg skal undlade at trætte ret længe med betragtninger omkring, hvordan jeg synes, at deres - i mine ører kunstigt - fremhævede bund og nedre mellemtone minder mig om Loudness-knappen på et konfirmand-stereoanlæg fra 80´erne: Når man lige slår den til, tænker man: "YES! Det lyder fandme fedt, det hér!". Og når man så efter en halv time slår den fra, tænker man: "Aaahh, det var godt nok rart at komme tilbage til en mere naturlig gengivelse." Men efter min bedste overbevisning - på baggrund af at have været tvangsindlagt til at beskæftige mig en hel del med dem - findes der ikke nogen "oversized" alnico Tone Tubby. Så vidt jeg ved, er deres "største" alnico-enhed stadig deres originale røde, som er angivet til 50 watt. Og dette er efter min opfattelse allerede en "frisk" angivelse, da jeg har set flere af disse brænde af efter kort tid, hvor de var blevet brugt i enten et 2x12" eller et 4x12" kabinet under en 30 watts forstærker.

Endelig kan jeg kun være enig i. at "Thomsen" attenuator´en er en skøn, skøn ting. Men lige den nævnte indstilling med -4 dB er nok ikke lige dens speciale, da den i sin grundform har et "hul" mellem 100% effekt (bypass) og så 25% effekt (burde ifølge min ydmyge hovedregning svare til -6 dB) , som er den "mindst dæmpende" indstilling, når den er aktiveret. Måske er forskellen i realiteternes verden irrelevant. Men nu er fakta da i det mindste på bordet...

Jeg er klar over, at dette ikke kaster mange klippefaste konklusioner af sig. Men som med så mange andre ting ER det utroligt svært at kloge sig på, hvad der virker for andre og falder i deres smag. For om ikke andet fremgår det jo med al tydelighed, at smag og behag i særklasse er på banen her...

[Snake Boots]

Nu har jeg ikke selv sådan for alvor arbejdet i Jensen-type højtalere. Jeg kunne nok forestille mig, at tingene er lidt anderledes ved andre typer højtalere. Som nævnt er jeg for tiden ret begejstret for G12M, som forvrænger mere end fx G12H. Denne forvrængning "blender" meget naturligt med en marshall forstærkers forvrængning. Jeg kan dog sagtnes forestille mig, at har man en meget ren forstærker, så kan højtalerforvrængning lyde "fremmed" i lyden.

Nu hvor jeg tænker over det, kan jeg ret tydeligt huske - bilder jeg mig i hvert fald ind - hvordan celestion blu'en lød i tweed deluxen. Den havde den klassiske blue lyd selvf. og jeg kan huske, at jeg tænkte, at forstærkeren med denne højtaler nærmest aldrig var helt fender-ren, men havde den der 'gammeldags rock' lyd kørende i mere eller mindre grad næsten uanset lydniveau. Perfekt til southern rock. Jeg kan huske at jeg tænkte, at det var lidt som at have en tube screamer kørende i kæden, som ikke kunne fjernes, men kun skrues op ned for (drive). Ved godt jeg får nogle blue fans på nakken for denne karakterisering, he he. Jeg synes det er en fantastisk højtaler - bare ikke til rendyrket og ren fenderlyd. Med Jensen type højtalere i fender amps sætter der efter min mening ofte en forvrængning ind pludseligt, der som nævnt IKKE blender med grundlyden, men bare lyder grimt. Det er også mit indtryk, at celestion blue'en i min bandmakkers AC-15 HW forvrænger, når han spiller på den ved højere lydstyrker. Og det lyder bestemt ikke grimt.

[Snake Boots]

Sasha, det var nok bare en 50W version så (rød ramme med et klistermærke med en spændt overarm bagpå, tydeligvis kæmpe magnet), i hvert fald virkede den voldsom og oversized i forhold til den Jensen type højtalere, der er original til gamle deluxe reverbs. Jeg kan måske godt følge noget af det du skriver i forhold til loudness/hype - men jeg skulle godt nok spille længere tid på den for at min begejstring ville vende!! Det lød uhyggelig godt på bridge og mellempositionen på min tele, omend måske lidt rigelig tykt/cremet på halsmikrofonen.

[Snake Boots]

Endelig kan jeg kun være enig i. at "Thomsen" attenuator´en er en skøn, skøn ting. Men lige den nævnte indstilling med -4 dB er nok ikke lige dens speciale, da den i sin grundform har et "hul" mellem 100% effekt (bypass) og så 25% effekt (burde ifølge min ydmyge hovedregning svare til -6 dB) , som er den "mindst dæmpende" indstilling, når den er aktiveret. Måske er forskellen i realiteternes verden irrelevant. Men nu er fakta da i det mindste på bordet...

Jamen det synes jeg ikke er noget problem, måske tværtimod. Så længe det lyder og føles som det skal, synes jeg det er fremragende med så stor dæmpning som muligt. Problemet med HotPlaten på mere end -4dB er ikke, at jeg savner højere lydtryk, men at det simpelthen lyder ringe og føles forkert.