Så vidt jeg lige kan gennemskue, er der - i modsætning til den gamle version? - tale om en dims, som udelukkende lægger en ohmsk belastning på forstærkeren. Det er sådan set "sikkert nok". Det er bl.a. sådan en belastning, man bruger i målesammenhænge o.l. Men jeg vil nok tillade mig at stille mig en anelse tvivlende overfor, hvordan den lyder. For man ignorerer jo hermed den komplekse vekselvirkning mellem højttaleren (der jo har en impedans, der varierer voldsomt med frekvensen) og rørene, når man blot lader forstærkeren være belastet af en modstand, der alt andet lige har den samme modstand (og impedans) ved alle frekvenser. Her er f.eks. en kurve over impedansen i forhold til frekvensen i en 2x12" kabinet med to Vintage 30´ere i:
<!-- m --><a class="postlink" href="
http://i557.photobucket.com/albums/ss18 ... lbums/ss18 ... age30s.jpg</a><!-- m -->
Som det fremgår, er dette alt andet end en lige, vandret kurve, hvorfor forstærkerens evne til at levere udgangseffekt også afhænger af frekvensen.
Og det er altså bl.a. denne effekt, man let og elegant hopper over, hvis man kun bruger en ohmsk belastning. Om man så lige så let og elegant kan nyde det klanglige resultat, er nok en anden sag.
Så én af de klare udfordringer ved at lave en attenuator, der får forstærkeren til at lyde og ikke mindst "føles" som om, at den arbejdede direkte ind i en "almindelig" højttaler, er altså at simulere denne alt andet end retlinede, impedansmæssige belastning. Det kan man så gøre via diverse mere eller mindre farverige påhit udi i - ja, netop "simulering". Men personligt er jeg nok ved at være nået dertil, at det mest nærliggende jo må være netop at belaste forstærkeren med "rigtige" højttalere, sådan som det foregår i den førnævnte "Thomsen" attenuator.
Men min holdning er absolut ikke den eneste i verden!
:-)
hock: 
