Clean - what to do?

[Lasse H]

Rigtig meget grej er købt, solgt og byttet igennem tiden. Min oplevelse af forskelligt udstyr skifter ofte drastisk med tiden og få ting udnævner jeg gerne skråsikkert som det helt rigtige. Jeg er dog kommet frem til på forstærkersiden, at en gammel, veltrimmet og gnaven marshall med de rette højtalere og det rette kabinet spændt efter er en af de få ting, som jeg ved, jeg formodentlig altid vil være helt vild med. For mig er det noget særligt. Jeg har dog en bred interesse i musik, og andre typer af forstærkere kan jeg også godt lide, jeg bliver ofte blot ikke helt tilfreds med dem. For nuværende kunne jeg rigtig godt tænke mig at finde en "clean" forstærker, der kan komplementere en gammel, gnaven marshall i ét setup.

]Jeg har engang haft en Blackface Fender Showman. Jeg forsøgte dengang med et Fender/Marshall A/B setup, hvilket også fungerede rimelig fint. Den var dog bare meget clean. Måske andre højtalere kunne have gjort det bedre, end dem jeg brugte.

]Jeg kan samtidig rigtig godt lide lyden af en Vox baseret forstærker. Specielt til semiclean – semioverdrive, hvor de kan være meget syngende og sprøde med ”perler på toppen” på en måde, som hverken Marshall eller Fender kan. Dog synes jeg altid jeg har haft et issue med mine egne eksemplarer, som har været for hårde at høre på og manglet "krop" og varme til min smag. Det gælder fx også en Suhr Badger ud over min Tophat Club og King Royale. Samtidig synes jeg, at der er noget i karakteren af en Vox, som gør, at den ikke blender godt med en Marshall i et A/B setup.

Jeg har engang hørt en Bandmaster, som lød rigtig godt. Og jeg har engang haft en Reinau Tweed Deluxe (ikke modern) med en Weber 12A150 enhed, som jeg lød rigtig godt også til semiclean.

Er der mon en oplagt vej for mig at gå??

Måske er det blot et spørgsmål om, at jeg ikke har hørt den rigtig fede Vox endnu eller den fede gamle Fender, der netop knækker.

[Lasse H]

Beklager skriftstørrelsen!

[Sasha]

Heldigvis skriver du jo også nærmest "Who cares for clean, anyway?" mellem linjerne...

Men hvis du skal have tingene til lige netop at knække en anelse, afhænger det jo også lidt af, hvor højt det skal være.  Og det er jo umuligt for udenforstående at afgøre på dine vegne, om du bedst kan lide en Fender- eller en Vox-agtig lyd. Men skulle du bestemme dig for førstnævnte, var det da nok værd at prøve modeller med to 6V6´ere eller to 6L6´ere (i praksis 20-50 watt). Jeg kunne sagtens her sidde og kippe med flaget for én af de ombyggede Bassman, jeg har begået nogle stykker af gennem tiden. Men det ville selvfølgelig være voldsomt usmageligt. Så det lader jeg være med. En Super Reverb er også en skøn, men meget tung ting. Skal det ikke være så højt, er en Deluxe Reverb aldrig ilde...

En Bandmaster har en mindre udgangstransformator end en Bassman til trods for, at de begge leverer stort set samme udgangseffekt. Så derfor er der mindre - og mindre fast - bund i en Bandmaster end en Bassman.

Skulle man falde over f.eks. én af de Paul Rivera-designede Concert II-modeller, er de absolut også værd at prøve. Og endeligt findes der jo et hav af forskellige kopier i alle pris- og kvalitetsklasser af stort set enhver Fender, der nogensinde har været lavet. Én af de mere interessante, jeg kan huske at have hørt, er Divided by 13, som laver sådan en 37 watts "Double Deluxe" med fire 6V6´ere i...

[Sasha]

Og endelig - med det ved du jo godt - kan man give en Vox AC30 en hel del mere "fylde og fyndighed" ved at skifte den éne højttaler til én, som siger mere i bunden end de originale. Og ligeledes ved du jo, at man kan rode adskilligt med selve forstærkerens kredsløb...

[Snake Boots]

Hvorfor egentlig ikke bare endnu en marshall, spillet mere rent? Evt. gennem et delvis åbent kabinet og evt. med noget celestion blue/blue dog/celestion gold?

[Lasse H]

Heldigvis skriver du jo også nærmest "Who cares for clean, anyway?" mellem linjerne...

Men hvis du skal have tingene til lige netop at knække en anelse, afhænger det jo også lidt af, hvor højt det skal være.  Og det er jo umuligt for udenforstående at afgøre på dine vegne, om du bedst kan lide en Fender- eller en Vox-agtig lyd. Men skulle du bestemme dig for førstnævnte, var det da nok værd at prøve modeller med to 6V6´ere eller to 6L6´ere (i praksis 20-50 watt). Jeg kunne sagtens her sidde og kippe med flaget for én af de ombyggede Bassman, jeg har begået nogle stykker af gennem tiden. Men det ville selvfølgelig være voldsomt usmageligt. Så det lader jeg være med. En Super Reverb er også en skøn, men meget tung ting. Skal det ikke være så højt, er en Deluxe Reverb aldrig ilde...

En Bandmaster har en mindre udgangstransformator end en Bassman til trods for, at de begge leverer stort set samme udgangseffekt. Så derfor er der mindre - og mindre fast - bund i en Bandmaster end en Bassman.

Skulle man falde over f.eks. én af de Paul Rivera-designede Concert II-modeller, er de absolut også værd at prøve. Og endeligt findes der jo et hav af forskellige kopier i alle pris- og kvalitetsklasser af stort set enhver Fender, der nogensinde har været lavet. Én af de mere interessante, jeg kan huske at have hørt, er Divided by 13, som laver sådan en 37 watts "Double Deluxe" med fire 6V6´ere i...

Ja, det ville være usmageligt, men lad mig så istedet spørge: er det ikke noget med, at du har begået nogle stykker ombyggede Bassman igennem tiden? Og hvad går det egentlig ud på :-)

Og endelig - med det ved du jo godt - kan man give en Vox AC30 en hel del mere "fylde og fyndighed" ved at skifte den éne højttaler til én, som siger mere i bunden end de originale. Og ligeledes ved du jo, at man kan rode adskilligt med selve forstærkerens kredsløb...

Ja, det er jo rigtigt. Og måske det ender med noget i den retning. Jeg ville dog ønske, jeg kunne finde en forstærker, der ligesom bare "var der" lidt mere fra starten... 

Hvorfor egentlig ikke bare endnu en marshall, spillet mere rent? Evt. gennem et delvis åbent kabinet og evt. med noget celestion blue/blue dog/celestion gold?

Det er da ikke en dum idé. I nogle tilfælde ville det være oplagt. Det er tilmed den løsning, der mindst svært lader sig realisere :-)

[Kladen]

Hvorfor egentlig ikke bare endnu en marshall, spillet mere rent? Evt. gennem et delvis åbent kabinet og evt. med noget celestion blue/blue dog/celestion gold?

+1 der er lækkerier gemt i low input på sådan en jmp. Evt få smidt 4 effekt i din 75' igen, hvis der mangler headroom

[Sasha]

I virkeligheden er det på alle måder letteste og billigste vel blot at nøjes med den Marshall, man nu har, og så blot skrue guitarens volume ned på måske 7-8 stykker...

Problemet med Marshalls og ren lyd er blot, at man lynhurtigt løber ind i det dér med "Who cares for clean, anyway" og "glemmer" at spille clean, da det jo næsten altid lyder federe, hvis man lige skruer lidt op, så der kommer lidt knas på. Men disse tendenser kan vel øves væk..?

(Skal nok lige udbrede mig lidt mere om usmagelige Bassmans og deslige senere, når arbejdet tillader det )

[Lasse H]

Ja, det kan der være noget om. Det lyder på mange måder rigtig godt, når man skruer lidt ned på guitarens volume.

[Lasse H]

Er der iøvrigt ikke noget med, at sådan en Bassman kan har flere typer kredsløb, hvor alle ikke er et lige godt udgangspunkt?

[Skovgaard]

Og er det ikke noget med, at sådan en Bassman helst vil spille ind i et 4 ohm kabinet? Og så kunne man måske tænke i noget serie/parallel kontakt på kabinettet, hvis man eksempelvis har et 16-ohm på 2x12?

Eller sætter en attenuator imellem som den første belastning, forstærkeren møder?

FWIW så har jeg også en "veltrimmet gammel Marshall (50w)" (notch notch say no more) og et åbent 2x12 kabinet. Jeg startede ud med Weber Blue/Celestion G12H30 Anniversary kombinationen men er nu skiftet til to gamle Greenbacks. Den første kombi bød kun på 30 watt, hvilket må siges at være lidt i underkanten. Det lød ellers dejligt, men jeg er mere til den der mellemtonede krop i de grønne rygge. Det kan være, det ville fungere for dig :-)

Der hvor min clean-liderlighed er størst er sådan noget som Hendrix' Midnight Lightning (South Saturn Delta pladen), som reference.

[Sasha]

Er der iøvrigt ikke noget med, at sådan en Bassman kan har flere typer kredsløb, hvor alle ikke er et lige godt udgangspunkt?

Jo, dén påstand er i hvert fald ikke at tage munden for fuld, da Bassman altid har været Fender´s "legeplads", hvor de eksperimenterede med kredsløb, som så sidenhen enten "sivede" ud i de andre Fender-moddeller (for better or worse) eller røg i skraldespanden. Vi kan jo starte med at udelukke et par stykker:

Tweed Bassman-combo´er af enhver art.

Og som det gælder for alle de større Fender-modeller, som fik et "ansigtsløft" i 1976, hvorved udgangseffekten blev "oppet" til enten 70 eller 135 watt, skal man gå uden om disse modeller. Personligt ville jeg i det konkrete tilfælde også gå udenom 100 watts Bassman-toppen. Den kan ganske vist bruges. Men så kunne du i princippet næsten lige så godt have beholdt din Showman, da "symptomerne" (for stor og for ren) vil være de samme her.

"Brown" og "Blonde" toppe er for gamle og sjældne, til at man skal give sig til at bygge dem om. Men det forhindrer prisen nu nok automatisk. Det samme gælder "den rigtige" Blackface Bassman - model AA864.

Tilbage bliver så diverse Silverface-modeller samt en hel del modeller, som ganske vist har et sort betjeningspanel, men som under hjelmen intet har med det klassiske Fender-kredsløb at gøre. Den mest udbredte - og i sin grundform ikke særligt vellydende (IMHO) - model er den, der hedder AB-165. Den findes både i Blackface- og Silverface-indpakning.

Jeg kan måske bedst beskrive det ved at fortælle historien om, hvordan jeg sådan lidt "sidelæns" kom til at rode med at ombygge disse Bassmans, selv om jeg egentlig aldrig havde haft planer om det:

Som mange andre gode historier starter det med en ung fattig guitarist, som er overbevist om, at han har fundet en måde at skyde papegøjen og få noget fedt grej billigt på. I dette tilfælde handler det om en ung John Mayer-fan, som selvfølgelig  havde gjort alt det fine hjemmearbejde bag skærmen og derfor havde overtydet sig selv om, at når nu en Two Rock var helt ude af billedet p.g.a. prisen, så måtte han som minimum have en Blackface-Fender, hvis ikke John Mayer skulle hjemsøge ham i hans drømme og med en grum latter håne ham med ting á la "Du får aldrig noget, der blot perifert minder om optimale mængder fjas, uden sådan en forstærker". Så vores forarmede og fornedrede ven tyr selvfølgelig til vores alle sammens eneste ven, når nøden er størst: Ebay! Og han finder da også ud af, at mens Blackface-Fendere generelt også er næsten lige så langt uden for SU-budgettets rammer som en Two Rock, kan man faktisk erhverve sig lige præcis sådan en Blackface Bassman for et beløb, der gør, at man kun skal spille Sweet Home Alabama et nogenlunde overskueligt antal gange på det lokale udskækningssted (og lade være med at drikke hyren op), før man faktisk kan hive sådan én hjem fra USA.

Som sagt, så gjort.

Ærgrelsen er så selvfølgelig stor, da den store dag oprunder, den magiske frøken Blackface dukker op fra selveste John Mayer´s hjemland, bliver sat til, og....   siger ikke andet end lidt svag brummen. Bugger!!! Ad uransaglige stier står den sortefjæsede dame så en dag for nogle år siden på mit arbejdsbord, og jeg må bære det tunge åg at fortælle den håbefulde ungersvend, at han - for nu at kalde en spade for en spade - har købt en dynge gammelt skrammel, der halter på snart sagt enhver tænkelig forled. Eksempelvis dryppede elektrolytvæsken ligefrem  ud af den...

Nå, men vores ven prostituerer sig lidt mere og bestemmer sig for at punge ud for ting som nye rør, kondensatorer mm, der skal til for at få bragt den magiske nyanskaffelse til live igen. Så efter diverse former for livreddende førstehjælp samt ret vidtgående transplantationer spillede frøken Sortfjæs faktisk, som hun havde gjort, da hun blev født i 1966. Men det var nu ikke ligefrem fordi hun var så voldsomt imponerende at høre på. Egentlig ikke så underligt, når man ser på, hvad det egentlig var, man lagde ører til af underlige, lokale modkoblinger og nærmest et indbygget compressor-trin. Der er ikke noget at sige til, at den rent dynamisk mindede temmelig meget om at slå i en pude og i øvrigt lød som de berømte ti dyner foran højttaleren.

Nu var vores fattige ven for alvor ved at blive ked af, at han nogensinde havde indladt sig med den dyre dame fra det store og forjættede land med alle de besnærende historier og legender. For han ville jo bare så gerne have den dér Blackface Fender, så han kunne lyde som John Mayer. Jeg skal på ingen måde foregive at forstå det sidstnævnte ønske. Men min bløde plet for fattige musikere løb af med mig, og jeg tilbød at se lidt på, om ikke det muligvis kunne lade sig gøre at bringe ham nærmere sit brændende ønske for beskedne midler. Og da alternativet lod til at være at smide den i havnen, slog vores ven til.

I første omgang byggede jeg udgangs trin, fasesplitter og forforstærkeren for "normal" kanalen om til det helt klassiske Blackface-kredsløb. I praksis svarer dét, man så ender med, vel nærmest til en Bandmaster, der dog så har den større og bedre udgangstransformator fra en Bassman. Det elegante ved det er, at man faktisk har langt de fleste af de fornødne stumper (i hvert fald de "tonalt vigtige") ved hånden fra AB-165 kredsløbet. De skal bare sættes sammen i en noget anderledes rækkefølge, end Fender morede sig med at gøre dér tilbage i midten af 60´erne. Og tænker man sig lidt om, kan man faktisk lave det meget nydeligt og elegant layout´et, selv om der er tale om en helt gennemgribende ombygning af forstærkeren, hvor der bagefter ikke er meget, som sidder, hvor det oprindeligt gjorde.

Da jeg ringede og fortalte vores ven om, at nu lød normal-kanalen i mine ører umiskendeligt som en helt klassisk Fender (dog selvfølgelig uden rumklang), var han allerede ved at starte knallerten. Men vi havde jo altså stadig en "ubeboet" kanal 2 (den tidligere "bass" kanal) samt en bunke tiloversblevne, men i øvrigt fine stumper tilbage. Man skal næppe have rodet ret meget med lige netop dét hjørne af guitarforstærkere, som jeg personligt har interesseret mig en hel del for, for hurtigt at indse, at de resterende stumper nærmest i sig selv udgjorde forforstærkeren på en Fender Tweed Bassman (der jo så også har voldsomt tætte bånd til en Marshall JTM45), hvis man satte dem lidt konstruktivt sammen. Så efter lidt rådslagning med ejermanden, der nu efterhånden var kommet i helt godt humør - udelukkende på baggrund af mit ævl i telefonen - blev disse luftkasteller omsat til praksis. Eller rettere sagt: En "variation over temaet Tweed Bassman" blev bygget. der blev fiflet lidt med sammen-mixningen af de to kanaler, tilføjet et par Alwan-typiske detaljer ditto en push/push-mellemtoneswitch osv. osv. Men det tog form og blev igen faktisk ret elegant, når man tager i betragtning, at man skulle layout´e og bygge noget "inde i en forstærker", som det aldrig havde været tanken, at der skulle være.

Nu var jeg jo så spændt på at høre, hvordan sådan en "Tweed Bassman/Marshall-agtig" forforstærker lød, når de blev kørt gennem en Blackface-Fender fasesplitter og ditto udgangstrin. Men det viste sig faktisk at lyde mere "Marshall-agtigt", end jeg havde troet, det ville. Så selv om jeg på ingen måde skal lægge hovedet på blokken for, hvor præcist denne kanal rammer, så er det altså lidt som at have en Blackface-Fender og en Tweed-Fender/tidlig Marshall samlet i samme kasse. Nu er det jo altid svært at være objektiv om sine egne ting. Men selv om det nu aldrig lykkedes mig at få den til at lyde som John Mayer (Thank God!), så synes jeg faktisk, at den blev ret fed. Og ejermanden var også ret så tilfreds med den. 

Der er selvfølgelig lige det dér med, at den kun kan køre i 4 Ohm. I praksis vil det ofte sige et 2x12 kabinet med to 8 Ohms enheder i. Men i princippet kunne det da lige så godt være fire 16 ohms enheder. Nu kom netop dette eksemplar jo fra USA. Og derfor skulle den bruges med sådan en løs "Lille Hjælper", der sørgede for at omdanne de forhåndenværende 230 Volt til 110 Volt. Men jeg har senere "bygget" nok 7-8 stykker af disse Bassmans, hvoraf visse har været enten eksport-modeller eller i hvert fald eksemplarer, hvori nettransformatoren har været skiftet til en 230 Volts-type. Og så er det altid lidt spændende at se, hvad man finder af transformator i dem: I flere tilfælde har der været tale om en transformator, som har givet mulighed for at lave rør-ensretning i dem (det kræver dog, at man laver hul til et rør mere), hvilket de absolut ikke bliver ringere af.

Og da de to kanaler er indbyrdes i fase, kan man jo lave et par små "tricks" i den forbindelse: Den oplagte er måske at bruge en A/B-boks mellem dem. Men man kan også linke dem sammen og blande de to kanalers karakterer. Og endelig kan man jo lave sådan et "fattigmands-parallelloop" ved at plugge sin guitar i den éne kanal og så sætte f.eks. en rumklanggenerator af en art mellem denne kanal og den anden, hvor man så tager effektsignalet ind. Så smart, så smart...

Hvis jeg ikke husker helt forkert, er dette foto faktisk den konkrete "Ticket to Mayersville" (i sin næsten færdige inkarnation):

https://picasaweb.google.com/117055294410182563619/Bassman#5267824577056966098

Jeg ville da trods alt tillade mig at mene, at hvis man tager i betragtning, at der er tale om en helt og igennem "hack-modded" forstærker, så har jeg da set værre udførelser af dén slags...

[Stevi]

Med fare for at falde helt til jorden efter Sørens så rigeligt informative indlæg, tænker jeg umiddelbart, når jeg hører dit 'problem': Hvad med at gøre som Paul Gilbert og smide en EQ foran en gnaven amp når det skal være clean? Han tager, så vidt jeg husker, lidt af volumen og mellemtonen og får en fed cleanlyd ud af det!

[Lasse H]

Jo, jeg mindes også at have set en video, hvor James Santiago fra Voodoo Lab demonstrerer noget lignende med "Giggity". Den kan da prøves af.

[Skovgaard]

Jeg kom lige til at tænke på, om en gammel Selmer kunne være et bud på en mere clean, men stadig fyldig, tone?

[Ptessing]

Jeg har netop sådan én Alwan-modded Blackface Bassman, som jeg fik ordnet for ca 4-5 år siden.
Den spiller troligt altid når der er øver, i studie og i spillestederne. Den har ikke svigtet endnu. Den begynder at se hærget ud, måske skal man få investeret i en flightcase til den.


Sent from my Hal9000 using Tapatalk

[Lasse H]

Tak for dit indlæg i øvrigt Søren.

Den lyder da under alle omstændigheder spændende sådan en ombygget Bassman.

[Smittefar]

Mad Professor laver en Underdrive pedal, der gør nogenlunde det samme som PGs EQ trick

http://www.mpamp.com/factory-pedals/evo ... nderdrive/

Den her demo er ret fed
[video=youtube][/video]

[Snake Boots]

Underdrive!! Så har man hørt det med! :-) Nå men virker det, så virker det. 

Jeg vil påstå at man kan opnå det samme alene ved guitarens kontroller og spil: Skift til midter position, rull lidt vol af halsmikrofonen, sæt den anden vol. kontrol på ca. det samme. Slå strengene an lidt længere væk fra eller tættere på broen, hvor lyder bliver mere out-of-phase-agtig (mindre mudder).

[Lasse H]

Jeg tror, jeg er kommet frem til, at jeg godt kan lide både VOX-agtig og fender-agtig clean, men skulle jeg kun have en af delene, skulle det være VOX.

Nu tager vi den lige i fuld offentlighed, så andre vil kunne have glæde af svaret. Hr. Alwan, de ting man kan lave ved blandt andet indgangstrinnet for at lukke mere bund igennem, er der noget af det, der kan tilsluttes en switch, så man kan slå det til og fra?