Nu har stort set samtlige mine favorit-guitarlyde altid været frembragt via en Stratocaster. Men f.eks. tidlig Clapton - fra "All your love" til "Crossroads" - er der da ikke fløjet helt ubemærket hen over hovedet på mig. Og jeg kan stadig huske, da jeg så dette Roskilde-klip første gang (Jeg sad derhjemme og ærgrede mig over at være taget til Midtfyn dét år), at jeg tænkte ét eller andet om, at "Det kunne da godt være, at man engang skulle have sig sådan en guld-Gibson":
(Jeg kan stadig godt mønstre en anelse stå-pels over Betts´ solo)
Fast forward "nogle og tyve år": Jeg fik muligheden for at gøre noget ved den dér underlige tanke om, "at man jo nok også burde have en Gibson af en art". Og som jeg tidligere har underholdt med på nærværende forum, købte jeg Mika Vandborgs "back up" Les Paul, som han havde anskaffet sig et par år for inden i et forsøg på at have en guitar, som kom så tæt som muligt på hans "main" Les Paul, som er en ´72 gold top Deluxe, der så har fået monteret et par full size-humbuckere - nærmere bestemt et par "T-tops" af den type, som har "Gibson" præget i coveret. Dette daterer dem til omkring 1972-73. Denne "main" Les Paul kan høres mange steder. Men de bedste eksempler på dens lyd finder man måske på "Future Garage Sale Item" albummet, hvor den er "all over the place". Og den lyder ifølge mine ydmyge begereber ret så fedt.
Min Les Paul er i det store og hele magen til, bort set fra, at den er to-tre år ældre, knapt så hærget, og der gror ikke direkte grønt mug på den. Eneste indspilning, der findes med den, er "Blues for BSV" fra Mikas fremragende soloalbum "Wall of Books".
Mika har altid beskrevet sin "main" Les Paul som værende ret bright og "hidsig" af en Les Paul at være, mens han altid har kaldt min for en lidt mørkere og "bluesy" Les Paul.
Som ovenfor antydet, er mit erfaringsgrundlag med Les Pauls yderst begrænset. Men efter at have lært min Les Paul bedre at kende, har jeg altid syntes, at den - på den bagerste pickup - havde sådan et "smæld" i den øvre mellemtone, som gav den en lidt hård lyd. Og jeg syntes, at det var svært at få en lyd á la den klassiske Les Paul/Marshall-ting som på f.eks. "Future Garage Sale Item" frem. Der manglende simpelthen noget "varme og fylde i de nedre regioner", og til gengæld havde den denne her tendens til at blive hård i toppen. Halspickuppen til gengæld var en noget mørk og mulm affære, hvilket gjorde det svært at skifte mellem pickupperne med samme indstillinger af forstærker mm. Jeg slog det hen med, at sådan ER Les Pauls nok bare, og at det var én af grundene til, at min fascination af dem var ret begrænset. På et tidspunkt legede jeg med tanken om at prøve nogle andre pickupper i min...
Mika og jeg havde af og til talt om, at det kunne være meget sjovt lige at sammenligne de to guitarer - især da Mika senere har "indrømmet", at han heller aldrig har kunnet få de to guitarer til at lyde ens, selv om deres specifikationer er så godt som ens. Men indtil for nyligt er det dog altid blevet ved snakken - om ikke andet så fordi der altid kun har været den éne guitar i nærheden, når snakken drejede i denne retning. Men søndag formiddag på det netop overståede Copenhagen Guitarshow fik jeg muligheden for lige at låne Mikas guitar. Så MOS og jeg satte os ned og kiggede lidt på sagerne.
Det var påfaldende, så ens de to guitarer var m.h.t. ting som vægt, halsform og deslige. Deres akustiske klang var heller ikke så væsensforskellige fra hinanden. Dog skal det siges, at Mikas guitar var sat op med en utrolig lav strengehøjde, hvor min har en mere "almindelig" strengehøjde. Mika har også som standard sin stemt ned i D. Så den sammenlignende test foregik med begge stemt sådan.
Men da der kom strøm på (via MOS´ "Marshalliserede" Fender Princeton II) lød de to guitarer MEGET forskelligt. Alle de ovenfor beskrevne karakteristika stod lysende klart. Men hvad skyldtes dette? En hurtig inspektion afslørede, at pickupperne på Mikas guitar var justeret ret usædvanligt: De seks justerbare polstykker på den bagerste pickup var skruet så langt ind, at toppen af dem faktisk lå måske en halv til en hel millimeter under selve pickup-coveret. På den hals-pickuppen flugtede de cirka med "overfladen" på coveret. Vi startede med at skrue polstykkerne på den bagerste pickup på min lige så langt ned, som Mika har sine. På min guitar ragede de tidligere måske omkring en millimeter op over pickup-coveret. Og hold da op: Sikke en forskel det gav! Meget af "knaldet" og skarpheden i den høje mellemtone forsvandt, og klangen nærmede sig Mikas guitar. Til gengæld skruede vi så hele pickuppen op (via de to små skruer i siderne), så der - i lighed med Mikas guitar - er ca. 2,5 mm mellem polstykkerne og strengenes (de to E-strenge) underside. Jeg var overordentlig for bløffet over, hvor stor en effekt denne lille og simple justering havde! Vi taler ikke bare om "finere nuancer" her. Det er virkelig en ting, som har en dramatisk effekt på, hvor ens guitar lyder! Nu kunne både Morten og jeg huske at have hørt noget om, at hard core-freaks hævder, at der også skulle være noget at vinde ved at lade kærven i polstykkerne være parallelle med strengene. Så sådan fik det selvfølgelig lov at være, selv om vi indrømmet ikke lyttede på, om dét i sig selv gjorde nogen forskel.
Vi prøvede så at justere halspickuppen på min, så den også svarede til Mikas. Men dette gjorde den faktisk mere "mulm og mørk". Så vi endte med at justere den "på øret". Og jeg kan så se, at vi endte med at have polstykkerne på de tre dybeste strenge liggende nogenlunde "i niveau" med overfladen på coveret. Og for de tre højeste strenge er de hævet en anelse - måske 1/2 mm. Den "generelle" højde af pickuppen blev også sat "på øret". Og jeg kan så se, at vi åbenbart er endt med, at der på den dybe E-streng er ca. 2,5 mm mellem polstykke og strengens underside og på den høje E-streng ca. 2 mm.
Alt i alt fik disse justeringer min guitar til at lyde meget bedre, end den gjorde før. Men som før nævnt skal jeg på ingen måde påstå, at dette er "det rigtige", eller at jeg kan argumentere for, hvorfor det skulle være det. Jeg kan kun gentage, at det var sådan, det endte med at blive ud fra et forsøg på at få min guitar til at lyde lige så godt som Mikas. Jeg skal heller ikke komme og påstå, at det lykkedes 100%. Men den kom i hvert fald meget, meget tættere på, end den var før. Der er jo også andre ting, som spiller ind her. F.eks. ændrede jeg, kort tid efter at jeg købte min guitar, den til "50s wiring" af tonekontrollerne. Uden at vide det helt sikkert, kunne jeg forestille mig, at Mikas guitar var forbundet, som min var tidligere - altså den "moderne" variant, hvor tonekontrollerne er hægtet på yderbenet på volumepotmetrene (som på min er skiftet til lineære). Samtidig tror jeg, at Mikas guitar muligvis var strenget op med 0,011´ere til den dybere stemning, hvor min var forsynet med 0,010´ere.
Edit: En yderligere forskel er, at der på Mikas guitar tilsyneladende er lagt et stykke skum eller lignende under bagkanten på i hvert fald den bagerste pickup, sådan at den er vinklet, så den ligger parallelt med strengene. På min ligger pickuppen bare "fladt" i hullet. Men vi havde ikke lige noget egnet materiale ved hånden, som kunne bruges til at gøre dette efter med. Så det må lige vente til kapitel 2.
Jeg ved, at der er andre - ikke mindst hr. Morten Lyse - som også har rodet med/forsket i disse sager. Så jeg vil da hjertens gerne opfordre andre til at stemme i med alt fra egne erfaringer til overbærende hovedrysten over en lallende Les Paul-novices krampagtige spæde skridt udi at komme overens med sådan et møbel. Og skulle andre ligefrem føle sig kaldet til at prøve nogle af de ovennævnte indstillinger på deres egne guitarer, vil jeg da også utroligt gerne høre om, hvordan det falder ud. Ikke mindst hvis de kommer til den diametralt modsatte konklusion i forhold til mig.
Tak til Mika Vandborg for venligt udlån af guitar og til MOS for gode råd og ditto ører...