Thread Rating:
  • 0 Vote(s) - 0 Average
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Heads up!
#21
GodSpeedDK Wrote:
GuitaRasmus Wrote:Venter på Telemaster der kommer ind i tråden og skælder jer hæder og ære fra om 3, 2, 1... Big Grin

Der kommer til at gå lidt tid, tror jeg godt du kan regne med. Det bliver en længere afhandling Big Grin

Narh, det er vist ikke rigtig umagen værd. Og så alligevel... ;-)

Man kan jo ikke bare koldstarte en seriøs forelskelse i Stones, fordi der tilfældigvis kommer en film i fjerneren en aften, og da især ikke, hvis man er skeptisk i forvejen. Og er man til en helt anden slags musik fra starten, er det nok i det hele taget lidt af en udfordring at komme ind i kampen. Det ændrer dog ikke på, at Stones har givet mig nogle af de største musikalske oplevelser nogensinde. Hvis man har svært ved at se charmen, er der nok ikke noget, jeg kan sige, som kan ændre på det. De er uden tvivl en "acquired taste" - Jaggers vokal ligger vel et sted i territoriet mellem Dylan, Van Morrisson og de gamle bluesmen, Keiths guitar er alt andet end teknisk imponerende og lige-i-skabet, og Watts' trommer vælter rundt, men et eller andet sted i mellem alt det, ligger der et grundlæggende rock'n'roll swing, som ingen andre kan gøre dem efter. Hvis man ikke kan få øje på det, er det nok vanskeligt at holde af Stones. De er sådan ca. så langt fra moderne guitarhelte, som det kan lade sig gøre at komme (og alene det er jo værd at holde øje med ;-)), men sangskrivningen og musikaliteten (ja - jeg sagde det!) er forbilledlig. Stones har sin helt egen lyd, der har inspireret tusinder af bands og musikere siden midten af 1960'erne. Da The Beatles stadig skrev sange om at holde i hånd, skrev Stones om sex, stoffer og alt det andet, som din mor ikke kan lide. De er de dårlige kammerater, som det er meget sjovere at hænge ud med end alle andre. De er ren, uforfalsket rock'n'roll. De handler om performance over perfektion. De lyder som om, de mener hver en tone. Hvis man skulle være interesseret i at give dem en chance, vil jeg anbefale Aftermath, Let it Bleed og Sticky Fingers, men jeg lover ikke noget - det er bestemt ikke alle, der er i stand til at fatte, hvor fedt det er Big Grin

Det var i øvrigt Rosenborg, der vandt kampen. Det er IKKE godkendt! Jeg kommer aldrig til at elske Dame N'Doye.
So many assholes, so few bullets
Reply
#22
Ja som telemaster sikkert mener : Den er svær at sutte op fra slap.
Der var liiige et par øjeblikke hvor jeg tænkte : Hhhhmmm ikke værst da jeg lyttede til de 2 guitaristers sammenspil.
Jeg kan ikke huske hvad de hedder, de ligner jo allesammen meget tynde mænd der er trukket i alt for meget hud.
Reply
#23
Telemaster Wrote:(...) Man kan jo ikke bare koldstarte en seriøs forelskelse i Stones, fordi der tilfældigvis kommer en film i fjerneren en aften, og da især ikke, hvis man er skeptisk i forvejen (...)

Jeg havde oprigtigt glædet mig - jeg har faktisk haft den lånt på musikbiblioteket, men da jeg kom hjem opdagede jeg, at det var en bluray-skive - netop fordi alle anmeldelser, da den gik i biografen, lovede, at dette var filmen, der ville åbne øjnene for alle os ikke-overbeviste. Men efter en time var jeg nødt til at finde computeren frem, for ikke at kede mig ihjel. Jeg gennemførte dog (minus ca. 15 min, hvor jeg var i bad), og der var desværre ikke rigtig noget, der overbeviste mig om andet, end at de bare hører en anden tid til. Jeg havde måske også håbet på lidt mere historie (da musikhistorie ALTID er interessant), men når der ikke engang var ret meget af dét, så kunne det være lige meget.

Og rå, uforfalsket r'n'r findes altså stadig, og har fundedes (skolelærer, hjælp mig lige her) med jævne mellemrum lige siden det blev opfundet, men det kræver selvfølgelig, at man ikke holder krampagtigt fast i en forlængst overstået tidsalder, for at få øje på det.
Reply
#24
Alle burde gøre sig den tjeneste at købe Let it Bleed, Sticky Fingers og Exile on Main Street, og høre dem om og om igen! Rock N Roll's fundament! Desuden indeholder de albums noget af det bedste guitarspil i mands minde, doneret af Mick og Keith
Reply
#25
Martin60 Wrote:Alle burde gøre sig den tjeneste at købe Let it Bleed, Sticky Fingers og Exile on Main Street, og høre dem om og om igen! Rock N Roll's fundament! Desuden indeholder de albums noget af det bedste guitarspil i mands minde, doneret af Mick og Keith

"Rock'n'roll's fundament" har jeg stor respekt for, men at holde fast i det, som det eneste rigtige, er lige en tand for forfejlet konservativt, i mine øjne. Det svarer til at holde fast i, at Ford A er den bedste bil nogensinde, fordi den kom først. Eller at Rickenbackers Frying Pan er den fedeste guitar, fordi den lagde grunden for alle andre senere elektriske guitarer. Tingene udvikler sig med tiden. Ikke dermed sagt, at historien ikke er interessant, men det er trods alt stadig "bare" historie.
Reply
#26
Men sådan er det jo ikke i musikkens verden. Vi spille stadig på det samme grej som for 50 år siden. Desuden synes jeg at godt musik er tidløs, og det må de albums jo bestemt være, siden de stadig bliver hyldet som noget af det bedste der er lavet.
Reply
#27
Det kan godt være, at The Beatles skrev sange om at holde i hånd, men det var da i det mindste til at holde ud at høre på og lød ikke som en flok børnehaveklasseelever, der lige havde fået 1 times undervisning på hver deres instrument.

Den eneste i Stones, der er fed, er Mick Jagger. Nogle af de forskellige duetter, han har været med i løbet af tiden, er ganske udmærkede. Så hvis Keith, Ronnie og Charlie kunne blive sendt på pension, så kunne jeg godt finde på at tage til en af deres koncerter - ellers ikke.
Reply
#28
kraen Wrote:Det kan godt være, at The Beatles skrev sange om at holde i hånd, men det var da i det mindste til at holde ud at høre på og lød ikke som en flok børnehaveklasseelever, der lige havde fået 1 times undervisning på hver deres instrument.

Den eneste i Stones, der er fed, er Mick Jagger. Nogle af de forskellige duetter, han har været med i løbet af tiden, er ganske udmærkede. Så hvis Keith, Ronnie og Charlie kunne blive sendt på pension, så kunne jeg godt finde på at tage til en af deres koncerter - ellers ikke.

Det er sgu interessant, hvor stor forskel der er på smag og behag :-) Så vidt jeg husker, er du meget glad for Toto - jeg kan simpelthen ikke komme i tanker om noget, jeg har større ulyst til at høre.

Stones ligger jo i naturlig forlængelse af blues fra gamle dage. Her er det ikke nødvendigvis en værdi at spille tight og rent hele tiden, men snarere udtrykket, det handler om. Sådan noget kan jeg rigtig godt lide - ligesom når Led Zeppelin sejler rundt, men gør det sammen, eller når Joe Perry spiller en solo, der er fuldstændig hævet over sangens beat, men alligevel ind imellem lander de rigtige steder. Det er jo ikke tilfældigt og det er ikke fordi, musikerne ikke kan spille, men det musikalske ideal ligger bare et helt andet sted end i alle mulige andre genrer. Og ja - der findes optagelser med Stones og andre, hvor det er for meget, også for mig, men det foretrækker jeg altså frem for en "perfekt" lyd og "perfekte" takes. For mig er det tvingende nødvendigt, at musik ikke bliver for poleret. Der ligger noget liv og noget udtryk der, hvor tingene ikke lyder fuldstændig, som man foretrækker i et klassisk musikideal.

Jeg kan huske en ret sjov udgave af Smagsdommerne på DR2, hvor bl.a. Knud Romer skulle anmelde Bob Dylans på det tidspunkt nyeste album (han sagde bl.a., at han hellere ville flytte ind i Anne Linnets øvelokale, end at høre Dylans plade en gang til :lolSmile. Det har selvfølgelig noget at gøre med Dylans vokal, som jeg er ret sikker på, at vi to heller ikke er helt enige om kvaliteten af. Hertil svarede en af de andre - jeg har glemt hvem - at argumentet omkring at synge rent eller falsk og alt det andet, som også uden videre kan kobles til Stones, som sådan havde opbrugt sin gyldighed omkring forrige århundredeskifte, hvor hele skønhedsidealet omkring sang ændrede sig med bl.a. Louis Armstrong, der jo heller ikke er nogen smørtenor. Godt svar, synes jeg. Siden dengang har musikken udviklet sig eksplosivt i et uoverskuelig antal retninger, der ikke alle passer i en klassisk æstetisk skabelon.

Det fede er jo, at man i dag kan vælge at lytte til poleret musik af uddannede musikere, produceret så det lyder nærmest bedre end i virkeligheden, men man kan altså også lytte til musik, der bekender sig til en helt anden æstetik, af alle mulige forskellige grunde. En af dem er den helt naturlige modkultur, der opstår, når unge musikere bliver trætte af tidens popmusik. Det så vi vel senest og mest effektivt udført med Nirvana, der pludselig havde noget andet at byde på end alle andre samtidige rockbands. Før dem var der i 80'erne en tendens til meget poleret musik, uden tvivl som et oprør mod punken, der igen kan opfattes som et oprør mod de meget dygtige og politisk korrekte supergrupper fra 60'erne og 70'erne, som igen kan ses som et oprør mod 40'ernes og 50'ernes pænhed - og sådan kunne man blive ved.

Det interessante er dog, for mig, at man ikke trækker sin egen æstetik ned over hovedet på artister, der ikke passer i skabelonen alligevel. Det har ingen mening at anklage Einstürtzende Neubaten for ikke at leve op til en traditionel popæstetik, ligesom det er håbløst at anklage Moonjam for ikke at være autentiske eller oprørske nok.

Derfor er argumentet med, at Stones ikke kan spille, IMO, malplaceret af to årsager:

1) Det er sådan set ikke det, det går ud på, og
2) Jo, det kan de godt.

Smile
So many assholes, so few bullets
Reply
#29
Jamen hvor er det genialt! Fandeme godt der stadig er nogle ordentlige lærere tilbage i den danske folkeskole! Wink

Jeg er helt enig Klaus. Men jeg tror så heller ikke det er muligt at overbevise Toto-fans om at Stones eller Dylan er godt. Og jeg kom i den sammenhæng til at tænke på anden musik, jeg holder af, som ikke er særlig godt spillet eller sunget: Pavement, Will Oldham (Bonnie Prince Billy), Magnolia Electric Company, Tom Waits (til tider i hvert fald), Muddy Waters, Iggy Pop, Neil Young og listen kan sikkert blive ved...
Reply
#30
Martin60 Wrote:Vi spille stadig på det samme grej som for 50 år siden.

Nogle af jer - gammelfar - kun nogle af jer. Wink
Reply
#31
Starcaster Wrote:Jamen hvor er det genialt! Fandeme godt der stadig er nogle ordentlige lærere tilbage i den danske folkeskole! Wink

Jeg er helt enig Klaus. Men jeg tror så heller ikke det er muligt at overbevise Toto-fans om at Stones eller Dylan er godt. Og jeg kom i den sammenhæng til at tænke på anden musik, jeg holder af, som ikke er særlig godt spillet eller sunget: Pavement, Will Oldham (Bonnie Prince Billy), Magnolia Electric Company, Tom Waits (til tider i hvert fald), Muddy Waters, Iggy Pop, Neil Young og listen kan sikkert blive ved...

Jeg er helt sikkert bedre som internetskribent end som skolelærer, men takker for tilliden Wink

I øvrigt er jeg lidt uenig i betegnelsen "(...) musik (...), som ikke er særlig godt spillet eller sunget (...)" I mine ører er Neil Young og flere af de andre helt fremmede i forhold til den definition, da de absolut spiller og synger fremragende. Om man er modtagelig for det udtryk, de sender afsted, er så noget helt andet.

Derfor er jeg til gengæld enig i tanken om, at man ikke kan "overbevise" nogen om kvaliteterne af musik, de ikke er indstillede på at høre. Jeg havde sgu svært ved at sluge Stones, Dylan, Hendrix, Neil Young og en masse andet i starten, men der har hele tiden været et eller andet ved det, som jeg er vendt tilbage til, og nu er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg foretrækker alle de navne og en masse beslægtede, frem for musik, der lyder mere "pæn", i mangel på et bedre udtryk.
So many assholes, so few bullets
Reply
#32
Nåja, forresten - det kan godt lade sig gøre at holde af "både det ene og det andet", hvis man vil stille det så skarpt op. Jeg har de sidste par år fået en mærkværdig og højst overraskende forkærlighed for en del musik fra 80'erne, der i bund og grund lyder markant anderledes, end alt det andet, jeg ellers går og lytter til. Cyndi Lauper, Bryan Adams (sikkert også af nostalgiske årsager), Tina Turner, Prince og en del andet. Jeg kan ikke forklare det, for der alt det, jeg ellers ikke kan holde ud: gatede rumklange, chorus på guitarerne, overdådig produktion og ligegyldige tekster etc., men alligevel er der et eller andet i det, som suger mig til sig.

PS. Men det er altså en hemmelighed! ;-)
So many assholes, so few bullets
Reply
#33
Ja, vi har vel alle vores brister... :-) De eneste to ting, jeg kan komme i tanker om, som jeg syntes var fede i 80´ere, er sjovt nok også Cyndi Lauper og Eurythmics. Toto ser vi så også ret ens på, lader det til... :-)

Til gengæld KAN jeg altså ikke med min bedste vilje få Rolling Stones til at lyde som andet end en flok "medium talented" skoledrenge fra England ved siden af dém, der får alvor repræsenterer alle de fine kvaliteter, som du tilskriver dem og roser dem for, Telemaster (og al respekt for dit synspunkt! I bund og grund kan det jo koges ned til et spørgsmål om smag og behag, der jo som bekendt ikke kan diskuteres). Altså Jagger er sgu´ da lidt af en metroseksuel dilettant ved siden af f.eks. Jimi Hendrix, når det kommer til "erotisk udstråling". Og det er da vist ikke at tage munden for fuld at påstå, at den "upolerede blues" er spillet langt mere råt af nogle af "de fede negere", som Stones også er inspireret af (Muddy Waters, John Lee Hooker, Howling Wolf for lige at nævne nogle få).
"When the fish scent fill the air, there'll be snuff juice everywhere"
Reply
#34
Jeg er altså også helt nede med, at musik ikke (nødvendigvis) skal være så "pænt" altid. Noget af det første jeg forsætligt satte på kassettebåndafspilleren, hjemme på teenageværelset, var Sex Pistols, Jimi Hendrix, Iggy Pop, Black Flag, The Clash ... sikkert en masse andet også, og det er jo ikke ligefrem det mest polerede man kan komme i tanke om. Så at jeg synes Rolling Stones er dræbende kedeligt har ikke noget med dét at gøre. Det lægger sig bare sådan et eller andet sted imellem noget ligegyldigt og noget edgy, hvor det ikke rigtig bliver nogen af delene.
Reply
#35
Jeg er enig i, at det handler om det samlede udtryk, det handler om. Nu er jeg heller ikke så glad for Aerosmith, men du nævner også Led Zeppelin, som jeg elsker. Det er ikke nødvendigvis det polerede og pæne udtryk, jeg altid går efter. Der skal bare være en mening med galskaben, og den har jeg ærlig talt ret svært ved at finde hos Rolling Stones.

Jeg vil i øvrigt også til hver en tid lytte til Muddy Waters, John Lee Hooker og Howlin' Wolf, som Sasha nævner, men også f.eks. Son House og andre i den boldgade. Det er så i øvrigt også derfor, at jeg aldrig går ind og fravælger hele genrer eller undergenrer eller grupper af bands, men mere går ind og fravælger bands og kunstnere. Man kan jo i princippet ikke sortere noget fra, man ikke har hørt.

Når det så er sagt, så anerkender jeg jo selvfølgelig andres holdninger, og jeg vil ikke anfægte nogens smag - jeg undres bare.

Og så er det i øvrigt fedt med en god sober diskussion om musik!
Reply
#36
Jeg må også blankt indrømme (men det er jo ikke ligefrem nogen overraskelse for dig, Klaus. Wink ), at Rolling Stones ikke siger mig noget som helst. Jeg kan godt lide You can't always get what you want, men jeg kan faktisk bedre lide coverversioner af den.

Vi er også meget forskellige hvad angår musiksmag. Jeg har altid synes at Keef spillede utroligt sjusket, og jeg kan jo godt lide den der "klassiske præcision" - jeg synes iøvrigt at Page er mindst lige så ringe, så det er ikke kun Stones der skal være prügelknabe. Wink

Smag og behag - men jeg kunne heller ikke holde meget mere end 10 minutter af udsendelsen ud. (Og jeg kan iøvrigt godt lide Toto. Big Grin )
"Lyder den ikke lidt forkølet, sådan en Les Paul?"

"Eric Johnson kan høre, om ham der viklede pickupperne, havde boxershorts eller tights på den dag".
Reply
#37
Egentlig er et mere interessant og mindre indlysende spørgsmål vel, hvordan og hvorfor man udvikler den musiksmag, man har. Det er nok kun i ringe grad noget medfødt, hvis overhovedet. For mit eget vedkommende startede det, da jeg var omkring 15, ret meget med The Black Crowes, der altid blev omtalt som inspirerede af Stones, Faces og lignende. Det fik mig rigtig meget på sporet af især Stones, der så igen førte mig på sporet af blues og soul fra meget gamle dage. Inden Crowes var jeg meget glad for Beatles og Gasolin', og det har nok også haft en del at sige. På en eller anden måde fører det ene bare til det andet, og i dag er jeg mest af alt optaget af navne, der startede i rockens guldalder i 1960'erne: The Band, The Byrds, The Beach Boys, The Who, Faces, Stones, Dylan, Neil Young, Zeppelin, osv. På sidelinien har soul også fyldt en del - mest Stax-stilen, og kun i noget mindre grad Motown. Countryen ved jeg ikke rigtig, hvor jeg har samlet op. Et sted imellem Neil Young og Sheryl Crow, vil jeg tro :-) Ryan Adams er det bedste, der er dukket op de sidste 15 år, synes jeg. Han trækker jo også rigtig meget på country, amerikansk folk og klassisk rock.

På et tidspunk oplevede jeg det nærmest som en forpligtelse at sætte mig lidt ind i rockhistorien - ikke en sur pligt, men virkelig noget, jeg havde lyst til. Det gav bare mening at "backtracke" fra Crowes. Når nu de IMO fedeste bands ofte nævner Stones som inspiration, så gav det bare mening at tjekke Stones ud. Og når Stones nævner gamle bluesmen som inspiration, samtidig med at de spiller covers af Chuck Berry og Robert Johnson, så gav det bare mening at tjekke dem ud. Og i dag tænker jeg med en vis misundelse på London i midten og slutningen af 60'erne, hvor alle de musikere, jeg stadig i dag opfatter som de fedeste nogensinde, spillede sammen på kryds og tværs. Ronnie Wood, der kom fra Faces og Rod Stewart til Stones, Mick Taylor, der kom fra Yardbirds og Bluesbreakers, der også var rugekasse for Jeff Beck, Clapton, Jimmy Page og sikkert flere, George Harrisons venskab med Clapton, der ad omveje førte til Derek and the Dominos, Claptons Rainbow Concert med bl.a. Pete Townsend, The Who's optræden til The Rolling Stones Rock and Roll Circus, Small Faces, Faces, Free, Humble Pie, Alexis Korner, John Mayall, Hendrix, og sådan kunne man blive ved. Jeg har først for nylig fattet interesse for den amerikansle side af historien med Gram Parsons Flying Burrito Brothers, hans korte ophold i The Byrds, der sluttede, da han tog til Frankrig for at hænge ud med Keith Richards, da Stones indspillede Exile on Main St., efter at han angiveligt co-skrev Wild Horses sammen med Richards. Booker T and the MG's, der groft sagt var Otis Reddings backingband, grundpillen i The Blues Brothers og studiemusikere på Rod Stewarts første plade i USA, der samtidig var hans sidste gode: Atlantic Crossing fra 1975; samme år som den aldeles rædderlige Do Ya Think I'm Sexy, Jeg stopper vist her, for jeg kan blive ved i timevis :-)

Anyway, en del af forklaringen på, hvorfor man foretrækker den ene musik frem for andre slags, er måske ganske enkelt fascinationen af det. Måske er jeg bare en rockfan, der er blevet særlig nørdet omkring en speciel niche?
So many assholes, so few bullets
Reply
#38
Apropos Ketih og Stones, så udgiver den strenge-betvingende rockdinosaur sin selvbiografi her til oktober: http://gaffa.dk/nyhed/42190

Der skulle så vist allerede være en biografi på markedet, men det er måske mere spændende at læse hans egen.
Reply
#39
Barf Wrote:Apropos Ketih og Stones, så udgiver den strenge-betvingende rockdinosaur sin selvbiografi her til oktober: http://gaffa.dk/nyhed/42190

Der skulle så vist allerede være en biografi på markedet, men det er måske mere spændende at læse hans egen.

Det er bestemt ikke altid en fordel, at hovedpersonen selv er med til at skrive biografien, men lige præcis Keith har jo aldrig været ked af at fortælle også de mindre flatterende historier om sig selv, så det kunne godt være interessant - den ønsker jeg mig vist i fødselsdagsgave :-)
So many assholes, so few bullets
Reply
#40
Jeg vil sige, at for mit vedkommende er noget af det helt klart medfødt. Min far udsatte os for Beatles, Clapton, The Byrds, Led Zeppelin og sågar Extreme, da vi var små, og det lytter alle hans børn til - og vi er altså 5 børn, så det har altså haft noget at sige der.
Reply




Users browsing this thread: 1 Guest(s)